Danskerne vil beholde skattestoppet

SKATTESTOP: Et flertal af danskerne siger nej til ekstra skatter for at lukke hullet på næste års finanslov.

De danske vælgere ønsker ikke skattestoppet brudt, selv om den danske stat ser ud til at mangle op mod 90 mia. kr. næste år.

Det viser en meningsmåling, A&B Analyse har foretaget for Altinget | Skat. Målingen viser, at 46,1 pct. af vælgerne ønsker en fastholdelse af skattestoppet, mens 41,5 pct. er tilhængere af at bryde det. 12,3 pct. ved ikke, hvad de skal svare.

Efter at skattereformen i foråret midlertidigt åbnede et "vindue" i regeringens skattestop, genindførte Venstre og De Konservative skattestoppet umiddelbart efter reformens vedtagelse. Derfor glæder målingen da også den konservative skatteordfører Mike Legarth:

"Den måling er jeg stærkt tilfreds med. Befolkningen deler tilsyneladende den opfattelse, at man skal føre en ansvarlig økonomisk politik, der ikke gældsætter næste generation. Og vores pointe er netop, at hvis vi havde øget skatterne i forbindelse med dette års finanslov, ville det på lang sigt have gældsat Danmark yderligere og gjort regningen til næste generation endnu større," siger Mike Legarth.

Cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS Mads Lundby Hansen advarer også mod at bruge højere skatter til at løse problemet med underskuddet på næste års finanslov:

"Finanspolitiske ubalancer skal ikke løses gennem højere skatter. Det er ikke godt for det danske samfund, hverken for velstand eller beskæftigelse. Hullet i budgettet skal håndteres, men det bør gøres ved at lave reformer på arbejdsmarkedet, som flytter folk fra overførselsindkomster til beskæftigelse, og ved at nedjustere væksten i det offentlige forbrug," siger Mads Lundby Hansen.

S-SF vil hæve skatter med 13 mia.
Socialdemokraterne og SF har i deres fælles skatteudspil derimod for nylig foreslået en række skattestigninger, der skal bruges på en forbedret offentlig velfærd, hvis der efter næste valg kan dannes en S-SF-regering. I alt skal der ifølge udspillet inddrives mere end 13 mia. kr. ekstra i skatter og afgifter.

Den socialdemokratiske skatteordfører Nick Hækkerup fastholder trods meningsmålingen imidlertid, at skattestigningerne er nødvendige:

"Vi er grundlæggende uenige i den økonomiske politik, regeringen har ført, nemlig at man lægger penge i ufinansierede skattelettelser. Og den politik vil ligge fast, uanset hvad folk i øvrigt vurderer. Vi mener, at der er nogle skatter og afgifter, der skal hæves for at finansiere velfærdsgoder som sygehuse, bedre kollektiv trafik, folkeskole osv.," siger Nick Hækkerup.

Målingen viser i øvrigt, at vælgerne i spørgsmålet om skattestoppet deler sig nøje i forhold til partitilhørsforhold. Der er flertal for at bryde skattestoppet blandt Enhedslistens, SF, Socialdemokraternes og De Radikales vælgere, mens både De Konservatives, Venstres og Dansk Folkepartis er imod.

Forrige artikel Regioner: Privathospitaler kan ødelægge produktivitet Regioner: Privathospitaler kan ødelægge produktivitet Næste artikel Politisk kritik af Politikens beslutning