Danskerne: Højrefløjen er bedst til EU-politik

MÅLING: Fire ud af ti vælgere mener, at en borgerlig regering er bedre til at varetage den danske EU-politik. Det viser en ny meningsmåling, hvor hver fjerde ser en S-ledet regering som bedst til at håndtere EU-spørgsmål.

Når danskerne skal vurdere, hvem der er bedst til at lægge kursen for Danmarks EU-politik, står Folketingets blå blok stærkest.

Det viser en måling foretaget af Norstat for Altinget.

40 procent af de adspurgte svarer, at de anser en borgerlig ledet regering som bedst egnet til at håndtere EU-sager. 27 procent mener, at den opgave varetages bedst af en socialdemokratisk ledet regering, mens hver tredje vælger ikke kan vurdere det.

Ifølge Altingets politiske analytiker, Erik Holstein står den borgerlige fløj stærkest, fordi den i højere grad tager hensyn til en voksende mistro mod EU i befolkningen.

”EU-skepsissen er på det sidste blevet større hos vælgerne. I dag fremstår de borgerlige som mere EU-skeptiske end den nuværende regering og er dermed mere i samklang med danskerne,” siger han.

EU har fået højere profil
Ifølge Erik Holstein kan diskussionen om sociale ydelser til EU-borgere have haft betydning for vælgernes vurdering af EU-politikken.

”En pæn del af forklaringen på målingen skal uden tvivl findes i den hidsige debat om velfærdsydelser til andre EU-landes borgere, der kørte op til europaparlamentsvalget sidste år. Thorning kom usædvanligt skidt ind i den sag og fangede alt for sent, at vælgerne var dybt bekymrede over udviklingen,” siger han.

Lektor på Aarhus Universitet Derek Beach er enig i, at de borgerlige fremstår mere EU-skeptiske end regeringen. Ifølge EU-forskeren har vælgerne rykket sig mod en ”blød euroskepsis", siden den økonomiske krise slog igennem. Samtidig vurderer han, at den nuværende socialdemokratisk ledede regering har ført en EU-politik, der adskiller sig en smule fra skiftende VK-regeringers politik i nullerne. 

”Vi har set en lidt mere højprofileret EU-politik fra den socialdemokratisk ledede regering. Den gennemsnitlige halv-euro-skeptiske vælger vil nok sætte større lid til, at en borgerlig regering kan føre den tilbageholdne politik, som de foretrækker,” siger Derek Beach.

Læs hele artiklen på Altinget: eu her (kræver abonnement) 

,

Forrige artikel Løkke: Regeringen fører danskerne bag lyset Løkke: Regeringen fører danskerne bag lyset Næste artikel Erhvervstoppen konkurrerer, fagbevægelsen ruster op Erhvervstoppen konkurrerer, fagbevægelsen ruster op