Danskere bekymrer sig om forurenet drikkevand

MÅLING: Forurenet drikkevand er det miljøproblem, danskerne er mest bekymrede over. Det viser en ny meningsmåling. Miljøministeren har det også som hovedprioritet, siger hun.

Det virker som den mest naturlige ting i verden, at vi danskere kan drikke velsmagende og rent vand direkte fra hanen. Men det er ikke alle danskere, der tager den luksus for givet.

33 procent af danskerne ser nemlig forurening af drikkevand som det mest bekymrende miljøproblem.

Det viser en ny meningsmåling, som Norstat har foretaget for Altinget. Drikkevand ligger blandt en række miljøproblemer klart i top, mens tilstanden i de danske åer, søer og have med 17 procent er det, som næstflest danskere ser som det største problem.

Kun 1 procent har svaret, at støj er det, de er mest bekymret for.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) ser målingen som en melding fra danskerne om, at der skal gøres mere for at beskytte drikkevandet. Og hun peger på, at regeringen netop har lanceret en række initiativer til netop det formål.

"Det kommer ikke bag på mig, at drikkevand er det, som danskerne prioriterer højest. Det er også en af mine absolutte hovedprioriteter at sikre vores drikkevand. Derfor har jeg også præsenteret ni initiativer til at beskytte drikkevandet," siger Kirsten Brosbøl.

Er der grund til bekymring for drikkevandet i Danmark?

"Vores drikkevand er bedre beskyttet end nogensinde, men der er alligevel en grund til, at vi skal have fokus på det. Vi kan hele tiden gøre det bedre, og derfor skal vi også have udpeget beskyttelseszoner ved alle vores vandboringer," siger Kirsten Brosbøl.

Sekretariatschef for Det Økologiske Råd Christian Ege mener, at målingen er et udtryk for, at drikkevand har en "helt særlig status" i befolkningen. Han hæfter sig ved, at så få danskere bekymrer sig om støjproblemer.

"Hvis man ser på den personlige sundhed, så er der rigtigt mange mennesker, hvor helbredet forringes af støj. Her tænker jeg særligt på støj fra trafikken. Det tror jeg bare, at der er en meget begrænset viden om," siger Christian Ege.

Læs hele artiklen om meningsmålingen på Altinget: miljø her (kræver abonnement)

 

,

Forrige artikel Thorning og Frederiksen er mest populære Thorning og Frederiksen er mest populære Næste artikel Moderne toplobbyister er kvinder Moderne toplobbyister er kvinder