Dansker til midlertidig FN-toppost

FN's generalsekretær Ban Ki-Moon har udnævnt cand.oecon. Jens Anders Toyberg-Frandzen til midlertidig assisterende generalsekretær i FN’s politiske departement i New York.

64-årige Jens Anders Toyberg-Frandzen udsætter sin pension og er fra 1. november rykket til FN's politiske departement i New York. Her skal han være midlertidig assisterende generalsekretær efter udpegelse af FN's generalsekretær Ban Ki-Moon.

Det bliver en flot afslutning på karrieren for den rutinerede FN-kending, der netop har været på mission som chef for FN i Ukraine. 

Jens Toyberg-Frandzen gjorde sig tidligere på året bemærket, da han overfor Sikkerhedsrådet redegjorde for situationen i Sierra Leone, hvor han som generalsekretærens udøvende repræsentant var garant for en af FN’s synlige succeser i forbindelse med statens overgang fra et borgerkrigsplaget land til et forholdsvist fredeligt demokratisk udviklingsland.
 
I sit FN-virke har Jens Toyberg-Frandzen tidligere haft poster i FN’s Udviklingsprogram (UNDP) i New York, Bhutan, Nepal og Tyrkiet.
 
Forrige artikel Poul Thomsen direktør for IMF's europæiske afdeling Næste artikel PLO-kommunikationschef bliver selvstændig