Danske Regioner lancerer ny ledelsesstruktur

Danske Regioner forenkler ledelsestrukturen og præsenterer i dag en ny, fire personer stor direktion. Den nye struktur skal sikre bedre koordinering og en præcis politisk ansvarsfordeling.

Fire direktører skal fremover styre slagets gang i Danske Regioner.

Det er resultatet af en omfattende omlægning af ledelsesstrukturen i brancheorganisationen, efter regionernes tidligere cheføkonom Kristian Heunicke skiftede til KL, skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

I den nye direktion sidder administrerende direktør Adam Wolf, direktør for regional udvikling Gitte Bengtsson, forhandlingsdirektør Signe Friberg og sundhedspolitisk direktør Erik Jylling.

Samtidig udnævnes Rikke Margrethe Friis til cheføkonom og vicedirektør med ansvar for regionernes økonomi, økonomiforhandlinger, styring og effektivisering, og samtidig udnævnes Katrine Tang til sekretariatschef og vicedirektør med ansvar for tilrettelæggelse og ledelse af større tværgående projekter og politiske processer.

Justeringerne i strukturen skal forenkle ledelsen af Danske Regioner. Dermed skal de sikre både en god koordinering og en præcis fordeling af ansvaret for de brede politiske processer, hvorigennem organisationen søger at udvikle det regionale demokrati.

Forrige artikel Fra folketingsmedlem til sognepræst Næste artikel Dronningen uddeler kulturelle ridderkors