Dansk it opruster med politisk chef

Dansk it skruer op for interessevaretagelsen ved at placere PA-konsulent Nicolai Svejgaard Poulsen på en post som politisk chef. Samtidig får it-foreningen også en ny udviklingschef.

Interesseorganisationen og it-foreningen Dansk it har styrket sin organisation med en udvidelse af cheflaget.

Tidligere politisk konsulent for Venstres Michael Aastrup Jensen, Nicolai Svejgaard Poulsen, er blevet ansat som politisk chef, mens Philip Heller-Christensen som ny udviklingschef skal udvikle og modernisere foreningens konferencer, kurser, netværk og andre medlemstilbud. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

"Med Philip og Nicolai om bord er jeg ikke tvivl om, at vi kan styrke Dansk it's relevans for vores medlemmer og blive en endnu stærkere stemme i den offentlige debat. Både over for vores 7.100 it-professionelle medlemmer, der gør brug af vores tilbud om kompetenceudvikling og over for politikerne, som i stadig højere grad har brug for den it-viden en it-forening som Dansk it kan stille til rådighed," siger Rikke Hvilshøj, der er administrerende direktør i Dansk it, i pressemeddelelsen.

Nicolai Svejgaard Poulsen er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og kommer fra en stilling som public affairs-konsulent hos Policy Group A/S. Han har været engageret i toppen af Venstres Ungdom gennem en årrække og var ungdomspartiets kandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2014. Hos Dansk it skal han være med til at fremme den digitale dagsorden, både i forhold til at sikre en bred samfundsdebat om digital dannelse og i forhold til at arbejde for en tilpasning af lovgivningen til det digitale samfund.  

Philip Heller-Christensen har en baggrund som adjunkt på BA i Business Economics and IT på Københavns Erhvervsakademi. Tidligere har han blandt andet været ekstern lektor i Supply Chain Management på Niels Brock, e-handelskonsulent i SKI’s it-afdeling samt teamleder i Topnordics internationale it- og udviklingsafdeling.

De to nye chefer tiltrådte 1. august.

Forrige artikel Ordførerrokade i Alternativet Næste artikel DR-reporter rykker til TV 2