Dansk diplomat udnævnt som chef for EU's delegation i Honduras

EU's udenrigsrepræsentant Catherine Ashton har i dag udnævnt den 40-årige Ketil Karlsen som ny chef for EU's delegation i Honduras. Ketil Karlsen kommer fra posten som leder af Danmarks repræsentation i Zimbabwe.

I forbindelse med udnævnelsen siger departementschef Claus Grube i en pressemeddelelse: "Det glæder mig, at Danmark nu får endnu en tung international post i EU's Fælles Udenrigstjeneste. Honduras befinder sig i en brydningstid, hvor demokrati og menneskerettigheder endnu ikke fuldt ud har slået rod, og hvor narkotikakriminalitet er en del af hverdagen. Med udnævnelsen bliver Ketil Karlsen spydspids i EU's vigtige indsats for udvikling og stabilitet i regionen." Ketil Karlsen har igennem flere år beskæftiget sig med demokrati og udvikling i Afrika og Mellemamerika. Siden 2010 har Ketil Karlsen stået i spidsen for Danmarks styrkede engagement i Zimbabwe og har hurtigt givet Danmark en central rolle – herunder som formand for den vestlige donorkreds. Ketil Karlsen har tidligere arbejdet med en bred vifte af centrale udenrigspolitiske temaer for Udenrigsministeriet, FN og EU, herunder med narkotikabekæmpelse og klimaforandringer. Ketil Karlsen kender Mellemamerika særdeles godt fra flere tidligere udstationeringer i regionen. Med udnævnelsen bliver Ketil Karlsen blandt de yngste delegationschefer i EU's udenrigstjenestes historie.
Forrige artikel DR henter ny chef hos Politiken Næste artikel Ny direktør til Nordea-fonden