Dansk Byggeri: Hovsaløsning i solcellesag skaber frustration

DEBAT: Folketinget har på blot én dag afskaffet støtten til solcelleanlæg. Tilbage står en afklædt solcellebranche, der har svært ved at forstå, hvad der foregår, skriver Camilla Damsø Pedersen, chefkonsulent i Dansk Byggeri.

Af Camilla Damsø Pedersen
Chefkonsulent i Dansk Byggeri

Det tog en dag at behandle og vedtage et lovforslag om lukning af solcellestøtteordningen, som har været gældende siden 1999.

Der har altså været masser af tid til at justere ordningen. Tilbage står nu en afklædt solcellebranche, der har svært ved at forstå, hvad der foregår.

Det var forventet, at udbygningen med ordningen kun ville være på 60 megawatt frem mod 2020. Da der så ligger ansøgninger for 4500 megawatt, er det klart, at der er et behov for at se ordningen efter i sømmene. For eksempel havde det været oplagt at sætte et loft for størrelsen af anlæg, der kan få støtte. Derved ville de store kommercielle anlæg ikke længere kunne få støtte, mens det stadig ville være muligt at få støtte til mindre bygningsintegrerede anlæg. I stedet lukkes ordningen fuldstændig.

For branchen og investorer er stabile og langsigtede rammebetingelser afgørende. Hovsaløsninger skaber kun frustration. Men der skal omvendt ikke herske tvivl om, at Dansk Byggeri også mener, det er nødvendigt at se på, hvordan støtten til vedvarende energianlæg justeres i takt med, at teknologierne bliver mere konkurrencedygtige.

Derfor bør læren være, at der laves en model med klare kriterier – økonomi og rentabilitet - for, hvornår og hvordan støtten til vedvarende energi bør justeres.

Forrige artikel Pia Kjærsgaard: Danmarkskanon er et kighul til folkesjælen Pia Kjærsgaard: Danmarkskanon er et kighul til folkesjælen Næste artikel Cepos: Middelmådig styring i den offentlige sektor Cepos: Middelmådig styring i den offentlige sektor