Danmarks Underholdningsorkester får ny direktør

Komponisten John Frandsen er udpeget som ny direktør for Danmarks Underholdningsorkester på et indtil videre ét-årig kontrakt.

Komponist John Frandsen tiltræder stillingen som administrerende direktør for Danmarks Underholdningsorkester den 1. august. Derved rykker han fra stillingen som programchef for orkestret.

Det oplyser Danmarks Underholdningsorkester i en pressemeddelelse.

Selvom John Frandsen allerede arbejder i underholdningsorkestrets regi, glæder han sig til de nye takter. 

”Det bliver en spændende og udfordrende opgave at videreføre den imponerende og rivende udvikling, som Danmarks Underholdningsorkester har gennemgået i de seneste år: Store internationale succeser i samarbejde med vores chefdirigent Adam Fischer såvel som markante og spektakulære produktioner med kendte og populære artister i ind- og udland," udtaler han i pressemeddelelsen.

En erfaren herre

John Frandsen (født 1956) er komponist, organist og producer. Han har mange års erfaring både som vokal- og instrumentalkomponist på tværs af genrer, men særligt inden for operaen.

Han er desuden tidligere formand for Dansk Komponist Forening (1999-2008) og KODA Dramatik (2000-13), præsident for Nordisk Komponistråd (2004-07) og vicepræsident for European Composers’ Forum (2006-09).

Desuden har han været programchef for Danmarks Underholdningsorkester siden 2015, og netop dén erfaring gør John Frandsen til et godt valg til posten som direktør, siger formand - og forhenværende konservativ minister og partiformand - Lars Barfoed.

”John Frandsen har i en årrække som programchef arbejdet tæt sammen med Underholdningsorkesteret og dets chefdirigent Adam Fischer samt deltaget i vores bestyrelsesmøder, hvor han har bidraget med sin stærke faglige indsigt. Med John Frandsen får vi derfor en direktør, som kender orkesterets musikere, medarbejdere og interessenter rigtig godt," siger han i pressemeddelelsen.

I første omgang er John Frandsens stilling tidsbegrænset til ét år, og orkestrets bestyrelse beslutter en eventuel forlængelse i løbet af det kommende år.

{{toplink}}

Forrige artikel Trump ramt af skud ved vælgermøde Trump ramt af skud ved vælgermøde Næste artikel Erfaren dansker valgt som næstformand i Europa-Parlamentet Erfaren dansker valgt som næstformand i Europa-Parlamentet