Danmarks EU-ambassadør til prestigefyldt Bruxelles-stilling

NAVNE: Ifølge Ritzau er den danske EU-ambassadør i Bruxelles, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, på vej til at overtage posten som generalsekretær i Ministerrådet.

Danmarks EU-ambassadør, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, er indstillet til at blive den næste generalsekretær for Ministerrådet. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Tranholm, der har siddet i chefsstolen på den danske EU-repræsentation i Bruxelles siden 2010, får dermed en af Bruxelles' højeste embedsmandsstillinger med ansvaret for at få samarbejdet til at glide mellem de 28 EU-regeringer og for at lede Ministerrådets administration.

Den danske diplomat var ellers på vej til Washington som Danmarks næste USA-ambassadør.

Afgøres på topmøde
Ifølge Ritzau vil EU's stats- og regeringschefer skulle nikke ja til danskerens udnævnelse under det topmøde, der løber af stablen i Bruxelles torsdag og fredag, hvilket dog forventes at være en formssag.

Tranholm afløser tyske Uwe Corsepius på posten, der i sidste uge meddelte, at han drager tilbage til Berlin, når hans mandat udløber 30. juni i år.

52-årige Jeppe Tranholm-Mikkelsen startede sin karriere i Udenrigsministeriet i 1992, hvor han har været siden, kun afbrudt af enkelte perioder som EU-rådgiver i Statsministeriet.

Forrige artikel Cepos undsiger borgerligt skatteforslag Cepos undsiger borgerligt skatteforslag Næste artikel Løkke vil droppe SU til hjemmeboende Løkke vil droppe SU til hjemmeboende