Cepos undsiger borgerligt skatteforslag

BOLIGSKAT: Konservative og Liberal Alliance får ingen opbakning i Folketinget til deres forslag om at fastfryse grundskylden. Nu slutter den liberale tænketank Cepos sig også til modstanderne af forslaget.

Det Konservative Folkeparti har med partiformand Søren Pape Poulsen i spidsen startet en kampagne for at få fastfrosset grundskylden, men det er ikke et forslag, der har fået nogen bred opbakning i Folketinget.

Og nu slutter den liberale tænketank Cepos sig til koret af dem, som mener, det er en dårlig ide.

”Som udgangspunkt foreslår vi, at man ikke ændrer på grundskylden. Og i hvert fald ikke laver en fastfrysning,” siger analysechef i Cepos Otto Brøns-Petersen.

Han peger på, at ændringer i grundskylden udelukkende rammer den nuværende ejer af grunden.

”Hvis du pludselig sætter grundskylden ned, så vil du også give nogle relativt store kapitalgevinster til nogle grundejere,” siger Cepos-analysechefen.

K: Nogle vil være nødt til at flytte
Baggrunden for den konservative kampagne er, at en række boligejere, især i hovedstadsområdet, er ramt af store stigninger i grundskylden. Det skyldes, at grundvurderingerne er steget over en årrække, og det slår igennem på grundskylden på trods af et loft over stigningerne på syv procent.

Skatteordfører for Konservative Brian Mikkelsen mener dog ikke, at nogen vil få en kapitalgevinst ud af forslaget.

”Problemet er det omvendte: At nogle vil blive nødt til at flytte. Vi synes at det er moralsk forkert, at man først lader folk betale for et hus og så brandbeskattter dem,” siger Brian Mikkelsen.

LA: Som en skat på rødhårede
Hos Liberal Alliance er man ikke enig med Cepos. Bolig- og skatteordfører Ole Birk Olesen kalder grundskylden "en lidt tilfældig skat". Han ser ikke et problem i, at nogle boligejere vil få en gevinst ud af at fastfryse grundskylden:

"Hvis der var en skat på at have rødt hår, så ville de rødhårede få en gevinst, når vi afskaffer den. Og hvad så?" siger Ole Birk Olesen.

Konservative og Liberal Alliance stod onsdag helt alene i Folketingssalen med et forslag om at fastfryse grundskylden i kroner og øre. Venstre meldte hus forbi, fordi pengene skal bruges til skattelettelser på arbejde. Brian Mikkelsen lader sig dog ikke slå ud af den manglende opbakning til det konservative forslag:

”Hvis vi får en borgerlig regering, vil det være et af vores allervigtigste krav. Det vil være et afgørende krav for os."

Læs hele artiklen på Altinget: by og bolig her (kræver abonnement)

,

Forrige artikel Jelveds planer om kønskvoter i musik møder modstand Jelveds planer om kønskvoter i musik møder modstand Næste artikel Danmarks EU-ambassadør til prestigefyldt Bruxelles-stilling Danmarks EU-ambassadør til prestigefyldt Bruxelles-stilling