Danmark får ny tech-ambassadør i Sillicon Valley

Anne Marie Engtoft Larsen bliver Danmarks nye tech-ambassadør i Sillicon Valley efter Carsten Klynge. 

Anne Marie Engtoft Larsen bliver Danmarks nye techambassadør i Sillicon Valley. 

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse

Hun overtager jobbet efter Casper Klynge, der stoppede i marts efter at have fået nyt job i Microsoft. 

Anne Marie Engtoft Larsen kommer fra en stilling i World Economic Forum, hvor hun har stået i spidsen for organisationens arbejde med teknologi og bæredygtig udvikling. Og ved valget i 2015 var hun spindoktor for Enhedslisten. 

Med sine 33 år bliver Anne Marie Engtoft Larsen den yngste ambassadør, Danmark nogensinde har haft.

”Posten som tech-ambassadør er et drømmejob. Jeg glæder mig meget til at begynde arbejdet, repræsentere Danmark og medvirke til at den teknologiske udvikling kommer alle til gavn”, siger Anne Marie Engtoft Larsen i pressemeddelelsen.

Som tech-ambassadør får hun base i Silicon Valley i den amerikanske stat Californien, men der er tale om et globalt initiativ.

Danmark var det første land, der i 2017 oprettede posten som techambassadør.

I følge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er formålet med Danmarks tilstedeværelse i verdens tech-hovedstad, at sikre, at den teknologiske udvikling skaber "et mere retfærdigt, trygt og sikkert samfund". 

Han har bedt den nye tech-ambassadør om, som sin første opgave, at udarbejde en ny strategi for arbejdet i Silicon Valley. 

"Vi skal sikre, at Danmark former og forandrer den globale digitale fremtid på efter vores værdier og principper og ikke omvendt," siger udenrigsministeren i pressemeddelelsen. 

Anne Marie Engtoft Larsen har en kandidat i international business og politik fra CBS. De seneste godt tre og et halvt år, har hun arbejdet i organisationen World Economics Forum i Genève. 

Hun tiltræder som tech-ambassadør 1. oktober. 

Forrige artikel Frank Jensen (S) genudpeget som overborgmester-kandidat Næste artikel Regionsdirektør bliver formand for nyoprettet råd