Daniel Rugholm ny chefkonsulent i L&F

Tidligere folketingsmedlem og miljø-, landbrugs- og fødevareordfører Daniel Rugholm (K) har fået nyt job som chefkonsulent i Public Affair-afdelingen hos Landbrug & Fødevarer.

Det er et kendt ansigt inden for fødevareområdet, som melder sin ankomst på chefkonsulent-kontoret hos Landbrug & Fødevarer den 1. oktober.

Tidligere folketingsmedlem og miljø-, landbrug- og fødevareordfører Daniel Rugholm har nemlig sagt ja tak til en stilling som chefkonsulent for Public Affair-afdelingen hos erhvervsorganisationen for landbruget, fødevare- og agroindustrien. 

Det oplyser Landbrug & Fødevarer til Altinget.

Daniel Rugholm møder ind til jobbeskrivelse, som består i at rådgive ledelse og bestyrelse inden for politik og strategi.

Herudover kommer han til at indgå i tæt kontakt med politikerne på Christiansborg.

Christiansborg, som han i perioden 2010-2015 selv har stiftet bekendtskab med som folketingsmedlem for de Konservative.

"Jeg er nærmest vokset op med køer i baghaven og er viceborgmester i en nordjysk kommune, hvor fødevareproduktionen har stor betydning. Jeg har også set, hvordan tusindvis af arbejdspladser i landbruget, på mejerier, slagterier og andre fødevareproducenter er forsvundet, fordi produktionen har vanskelige krav i Danmark," siger Daniel Rugholm i en meddelelse sendt til Altinget.

Han fortsætter:

"Derfor har det altid været naturligt for mig at arbejde for bedre vilkår for fødevareerhvervet, samtidig med at vi passer på vores natur."

Daniel Rugholm er i dag viceborgmester i Hjørring Kommune og besidder herudover en række bestyrelsesposter. Han er blandt andet næstformand for University College Nordjylland.

Forrige artikel V-kvinde ny formand for Syddansk Vækstforum Næste artikel Finanstilsynets nye direktør er Jesper Berg