Dagpengesystem skal ikke skelne mellem selvstændige og lønmodtagere

ANBEFALINGER: Et nyt dagpengesystem skal tage højde for, at danskerne har forskellige beskæftigelsesformer, lyder anbefalingen fra en arbejdsgruppe nedsat af regeringen.

Fremtidens arbejdsmarked vil opleve flere sammensatte og skiftende beskæftigelsesformer i fremtiden.

Sådan lyder det fra en arbejdsgruppe, som regeringen sidste år nedsatte til at vurdere, hvordan selvstændige havner i det nuværende dagpengesystem.

Derfor anbefaler arbejdsgruppen en dagpengemodel, som tager højde for, at selvstændige, freelancere og andre honorarmodtagere ikke får defineret deres dagpengemuligheder efter personlig beskæftigelse, men i stedet vægtes efter, hvilke aktiviteter de har.

”Jeg vil gerne takke arbejdsgruppen for et grundigt arbejde, hvor det er lykkedes at fremlægge en ny dagpengemodel, som arbejdsmarkedets parter støtter op om og betragter som mere tidssvarende,” siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Dagpengesystem skal ligne lønmodtageres
Blandt anbefalingerne lyder det, at et dagpengesystem skal være mere lig skattesystemet, således at det kun er indtægter, man betaler skat af, som man anvender til at optjene dagpengeretten.

På samme måde foreslår arbejdsgruppen, at dagpengemodellen for selvstændige i højere grad skal ligne dagpengesystemet for lønmodtagere.

”Jeg hæfter mig særligt ved, at den foreslåede dagpengemodel kan håndtere de nye beskæftigelsesformer, der i høj grad udspringer af den teknologiske udvikling,” siger Troels Lund Poulsen.

”Den meget skarpe opdeling af lønmodtagere og selvstændige i dagpengesystemet harmonerer dårligt med fremtidens arbejdsmarked, hvor mange har skiftende og sammensatte beskæftigelsesformer. Dagpengesystemet skal understøtte og ikke modarbejde et fleksibelt og dynamisk arbejdsmarked,” fortsætter han.

I regeringens arbejdsgruppe har siddet et embedsmandsudvalg med repræsentanter fra Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet og Skatteministeriet samt en følgegruppe, der har repræsenteret arbejdsmarkedets parter.

På høje tid
I LO, der selv har siddet med i følgegruppen, hilser man anbefalingerne velkommen. Næstformand Ejner K. Holst ser gerne, at dagpengesystemet for selvstændige kommer til at ligne lønmodtagernes, så grupperne behandles på lige fod.

”Jeg synes, at politikerne bør skynde sig at få gennemført anbefalingerne hurtigst muligt, så de atypisk ansatte kan få gavn af forbedringerne så hurtigt som muligt,” siger Ejner K. Holst i en pressemeddelelse.

Hos FTF glæder formand Bente Sorgenfrey sig også over, at freelancere får bedre mulighed for at optjene retten til dagpenge.

”Det er på høje tid, at vilkårene for freelancere følger med det moderne arbejdsmarked. Flere og flere befinder sig i grænselandet mellem lønmodtagere og selvstændige, og det bør dagpengereglerne bakke op om,” siger hun i en pressemeddelelse.

Samme melding lyder fra DA:

”Det er et vigtigt element i forslaget, at alt arbejde skal tælles med, når man optjener ret til dagpenge. Hvis man f.eks. har en lille selvstændig virksomhed ved siden af et deltidsjob, kan alle arbejdstimer tælles sammen. Det kan de ikke i dag i det nuværende dagpengesystem. Her må man enten vælge indkomsten fra den selvstændige virksomhed eller lønmodtagerindkomsten. Det er godt nyt, at vi får gjort op med den gammeldags silo-tænkning,” siger underdirektør i DA Erik Simonsen.

Regeringen forventer at indkalde Folketingets partier til politiske forhandler med afsæt i anbefalingerne i kommende uge.

 

Forrige artikel Regeringen afsætter 500 millioner til ny skolepulje Regeringen afsætter 500 millioner til ny skolepulje Næste artikel Ulandsmillioner samler støv hos Støjberg Ulandsmillioner samler støv hos Støjberg