Dagens overblik: Transportministeren er under stigende pres, og restriktionerne er væk

Transportministeren indkalder støttepartier til flere krisemøder. Københavnsk borgmester kritiseres for at bestille ekstern undersøgelse af aktindsigter. Partier savner flere konkrete svar efter regeringens nye udenrigsstrategi. Og coronarestriktionerne ophører. Få overblikket over dagens nyheder. 

God morgen og velkommen til dagens overblik denne tirsdag, hvor coronarestriktionerne afskaffes, og danskerne kan smide mundbindet og lade coronapasset blive i lommen.

Covid-19 betragtes nu ikke længere som en samfundskritisk sygdom, og det betyder, at også nattelivet kan åbne, og samtlige deltagerbegrænsninger og arealkrav ophører.

Ny udenrigsstrategi

Mandag præsenterede regeringen sin nye udenrigspolitiske strategi, som blandt andet skal rykke Danmark endnu tættere på EU, bidrage til at styrke Nato og øge engagementet i FN.

”Europa skal tage større ansvar for vores egen sikkerhed, og for vores egen skyld. Men også for den transatlantiske alliance. Et stærkt Europa i samspil med et stærkt Nordamerika giver et stærkt Vesten. Og det er det, Verden har brug for,” sagde statsminister Mette Frederiksen under fremlæggelsen.

Læs mere i Altinget her.

I den nye strategi nævnes EU mere end 150 gang, men det bliver stadig slået fast, at USA er regeringens vigtigste allierede. Det kan du læse en analyse om fra Altingets EU-korrespondent her.

Du kan også dykke ned i samtlige punkter i regeringens nye udenrigspolitiske strategi i Altingets overblik her.

Partier savner flere konkrete svar

Efter at have læst regeringens udenrigsstrategi savner Radikale Venstre og Venstre konkrete svar på, hvad den værdibaserede strategi betyder i praksis, skriver Ritzau ifølge TV 2.

Partierne havde eksempelvis gerne set, at regeringen havde udstukket en klarere vision for, hvordan EU skal håndtere, at USA de senere år er blevet mere tilbageholdne på det sikkerhedspolitiske område.

”Tiden kalder jo til en meget offensiv strategi, fordi vi står overfor en stribe konflikter, og vi har et helt anden geopolitisk verdensbillede, end vi havde for bare ti år siden,” siger Martin Lidegaard til Ritzau og konstaterer, at ”man savner nogle konkrete bud på, hvad det så betyder i praksis. Hvor er det, at der skal forandres noget”.

Transportminister indkalder støttepartier til flere krisemøder
Der lægges nu et stigende pres på transportminister Benny Engelbrecht (S), som har indkaldt regeringens støttepartier til flere krisemøder.

Støttepartierne kræver en god forklaring på, hvorfor centrale beregninger af klimakonsekvenserne af infrastrukturprojekter for milliarder blev tilbageholdt under forhandlingerne sidste forår.

Dengang afviste transportministeren ifølge de politikere, der deltog i forhandlingerne, at der var udarbejdet tal for CO2-udledningen fra anlæg af vej- og jernbaneprojekter.

Men de seneste dage har MobilityWatch og Ingeniøren på baggrund af aktindsigt kunnet fortælle, at Transportministeriet dengang var i besiddelse af notater fra Vejdirektoratet vedrørende CO2-udledningen fra en lang række projekter.

Men tallene var ikke “tilstrækkelig konsoliderede og dermed ikke robuste nok”, og blev derfor ikke videregivet, lyder det nu fra ministeren.

Ifølge Altingets oplysninger betragter Støttepartierne sagen med så stor alvor, at man afhængigt af de næste dages forklaringer er klar til at udtrykke mistillid til ministeren.  

Benny Engelbrechts svar på en række centrale spørgsmål bliver de kommende dage derfor helt afgørende for sagens udvikling. Læs mere i Altingets analyse her.

Københavnsk borgmester bestilte ekstern undersøgelse af aktindsigter 
Ifølge flere eksperter i Politiken er det problematisk, at Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), har forsøgt at blande sig i håndteringen af anmodninger om aktindsigt.

Det har hun gjort ved at købe juridisk bistand fra et privat firma, selvom der allerede er ansat jurister til at behandle anmodningerne.

”Lokalpolitikere må bede om at blive orienteret, men de må ikke forsøge at blande sig i sagernes ekspedition og påvirke beslutningerne. Hun skal afholde sig fuldstændig fra at blande sig i aktindsigter”, siger professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing til Politiken.

Cecilia Lonning-Skovgaard afviser kritikken og skriver til Politiken, at rådgivningen blev bestilt grundet en ”uklar praksis” og for at sikre en håndtering, som er ”korrekt, ensartet og med udgangspunkt i offentlighedsloven”.

Det sker i dag: 

  • Klokken 14: Justitsministeren skal i samråd om sagsbehandlingstid for online kriminalitet

{{toplink}}

Forrige artikel Regeringen vil både ind i kernen af Nato og hjertet af EU Regeringen vil både ind i kernen af Nato og hjertet af EU Næste artikel Gense udenrigsministeren i debat om regeringens nye udenrigsstrategi Gense udenrigsministeren i debat om regeringens nye udenrigsstrategi