Dagens overblik: Regeringen vil reducere landbrugets CO2-udledning med 7,1 millioner tons frem mod 2030

Regeringen præsenterer nyt landbrugsudspil onsdag, men det får allerede nu kritik af støttepartierne. To ministre underskriver aftale med Rwanda, og Enhedslisten kalder S-erhvervsklub for ”antidemokratisk”. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Godmorgen til en ny dag i dansk politik, som kommer til at stå i landbrugets tegn.

Klokken 11 præsenterer fire af regeringens ministre et nyt landbrugsudspil, som skitserer, hvordan landbruget kan bidrage til at nedbringe den danske CO2-udledning.

Ambitionen er, at landbruget frem mod 2030 skal reducere sin udledning med i alt 7,1 millioner tons. Det skriver både TV 2 og Ritzau, som har set dele af udspillet.

Ifølge TV 2 kan udspillet reduktionstiltag opdeles i tre kategorier. Der er en række tiltag, som kan iværksættes med det samme, og det omfatter blandt andet skovrejsning og udtagning af lavbundsjorde. Det skal i alt reducere udledningen med 1,6 millioner tons.

Så er der en gruppe af tiltag, som kræver ny teknologi, før de kan blive iværksat. Det drejer sig blandt andet om forbedret gyllehåndtering og nye måder at udnytte biomasse. Denne række af tiltag vil i alt reducere udledningen med 5 millioner tons ifølge regeringens udspil.

De sidste 0,5 millioner tons CO2 skal findes i et forslag, der allerede er vedtaget i forbindelse med årets finanslov. I forbindelse med aftalen blev der afsat penge til at omlægge lavbundsjord til fri natur, og den reduktion tælles med i det samlede regnestykke i det nye udspil.

Støttepartier kritiserer kommende udspil

Allerede inden regeringen har præsenteret sit nye udspil, bliver det kritiseret af støttepartierne. Det skriver Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

Både SF, Radikale og Enhedslisten er skuffet over, at størstedelen af reduktionen skal ske ved brug af nye teknologier, der endnu mangler at blive udviklet.

”Min første reaktion var, at det så ambitiøst ud, for tallet 7,1 millioner ton lyder ambitiøst. Men da jeg så udspillet efter i sømmene, måtte jeg konstatere, at langt størstedelen er ønsketænkning,” siger Radikales landbrugsordfører, Zenia Stampe, til Ritzau.

To ministre underskriver aftale med Rwanda

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er lige nu på besøg i Rwanda for at underskrive en aftale om styrket samarbejde mellem Danmark og Rwanda. Det fremgår af et opslag på Twitter fra Rwandas udenrigsministerium.

Hverken det danske udenrigsministerium eller Udlændinge- og Integrationsministeriet har omtalt rejsen eller underskrivelsen af samarbejdsaftalen. Men begge ministerier har efterfølgende bekræftet besøget overfor Altinget.

Rwanda har tidligere udtrykt åbenhed for et samarbejde med Danmark om at huse et modtagercenter for danske asylansøgere.

EL kritiserer S-erhvervsklubber: Det er antidemokratisk

Enhedslisten langer ud efter Socialdemokratiets erhvervsklub og kalder det ”direkte anitdemokratisk”, at partiet gennem erhvervsklubben sælger adgang til statsministeren og andre topministre. Det skriver Altinget.

"Det skal ikke være sådan i det danske demokrati, at man kan købe sig til mere magt. Og det er der jo noget, der tyder på her," siger partiets demokratiordfører Rosa Lund til Altinget.

Som Altinget har beskrevet, har Socialdemokratiets erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, i løbet af det seneste år afholdt fire møder for sine cirka 50 medlemmmer, hvor de blandt andet har mødtes med statsminister Mette Frederiksen. Medlemmerne har fået adgang til møderne og klubben ved at betale et kontingent på 20.000 kroner.

Flertal vil have alle elever tilbage i skole i næste uge

Når samfundet åbner yderligere næste torsdag, skal alle skoleeleverne kunne vende tilbage til klasselokalerne. Sådan lyder kravet til regeringen fra et flertal af partierne i Folketinget.

Det skriver DR Nyheder.

Bag ønsket om, at skoleeleverne skal være de næste i genåbningskøen, står både Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, SF, Radikale og Enhedslisten.

”Vi har åbnet for barer, superliga og meget andet, men ikke tilstrækkeligt for børn og unge, så derfor synes jeg virkelig, at de må stå forrest i køen næste gang,” siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, til DR Nyheder.

Regeringen vil i løbet af de kommende dage invitere til forhandlinger om den næste etape i genåbningen, men Mette Frederiksen vil ikke garantere at samtlige af skoleeleverne kan vende tilbage til normal undervisning.

Det sker i dag

  • Klokken 11.00: Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn, klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, miljøminister Lea Wermelin og erhvervsminister Simon Kollerup præsenterer regeringens udspil til et grønnere landbrug. 
     
    Klokken 14.00: Miljø- og Fødevareudvalget har minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) i åbent samråd om udtagning af lavbundsjorder.

Forrige artikel DBU-direktør efter åbent brev: DBU-direktør efter åbent brev: "Har ikke fantasi til at forestille mig, at FIFA ikke vil lytte" Næste artikel To ministre underskriver aftaler om asylsamarbejde med Rwanda To ministre underskriver aftaler om asylsamarbejde med Rwanda