Dagens overblik: Regeringen vil fortsætte dansk bidrag til hegn langs Europas grænser

Hegn og mure ved EU’s ydre grænser vil fremover være et vigtigt element i den danske udlændingepolitik, fortæller minister. Lokale medier og DR er blandt regeringens prioriteringer i kommende medieudspil. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Godmorgen og velkommen til ugens næstsidste nyhedsoverblik.

Hegn og mure langs EU’s ydre grænser skal fremover være en etableret del af den danske udlændingepolitik.

Sådan siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), som samtidig fortæller, at regeringen fortsat vil bidrage til opsætning af hegn langs Europa grænser. Det skriver Berlingske og Jyllands-Posten.

Ministeren har talt med begge dagblade for at uddybe, hvorfor han sagde, at det var fejlagtigt at kritisere Ungarn for det grænsehegn, landet byggede under flygtningekrisen i 2015. Tesfaye står ikke blot ved citatet, han mener, at Danmark skal fortsætte sit bidrag til, at flere hegn kan blive bygget rundt omkring i EU-landene.

”2015 gik galt, fordi flygtningelejrene i Jordan, Libanon og Tyrkiet var underfinansierede. Men det var ikke det eneste, der gik galt. En anden lektie er, at der er nødt til at være en grænse mellem Europa og de lande, der grænser op til Europa. Vi kan ikke have fri bevægelighed, som er hele idéen bag Schengen, hvis ikke også man har en ret håndfast ydre grænse,” siger Mattias Tesfaye til Jyllands-Posten.

Danmark har netop valgt at sende 15 kilometer pigtrådshegn til Litauen, som skal styrke den litauiske grænse mod et stigende antal flygtninge og migranter. Derudover planlægger regeringen at sende 33 millioner kroner til Tyrkiet, der ligeledes skal gå til at styrke landets grænse mod øst.

Kulturminister lufter medieprioriteringer

Et medieudspil fra regeringen er på trapperne. Det vil dog formentlig ikke blive præsenteret før efter kommunalvalget, men i et interview med Avisen Danmark fremlægger den nye kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) nogle af de overordnede prioriteringer i det kommende udspil.

Den lokale og regionale nyhedsformidling skal styrkes, fortæller ministeren, der vil fordele mere af mediestøtten til lokale medier. Men pengene skal ikke findes hos DR, der tidligere har været underlagt beskæringer. Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen er det nemlig ligeledes vigtigt, at danskerne kan samles om mere gennem public service.

”Når vi i vores hverdag kommer længere væk fra hinanden, er det endnu vigtigere, at vi har noget, der binder os sammen på tværs. Det kan være en DR-dramaserie, at vi en gang imellem ser den samme nyhedsudsendelse, eller at vores børn - nu kan jeg se, at der kommer nye udsendelser med Kaj og Andrea - har nogle fælles referencerammer. Det kan også være landsholdet, fordi jeg synes, vi skal kunne se vores landskampe,” siger hun til Avisen Danmark.

Styrkelsen af public service er især vigtigt i en tid, hvor techgiganterne fylder mere, mener ministeren. Netop techgiganternes indflydelse vil også komme til at spille en særlig rolle i det kommende udspil, fortæller hun. Læs hele interviewet hos Avisen Danmark

Venstre: Vold begået af indsatte skal straffes hårdere

Det skal udløse en dobbeltstraf, hvis en indsat truer eller udøver vold mod en fængselsbetjent. Sådan lyder et nyt forslag fra Venstre. Det skriver Berlingske. Forslaget skal ses som et af partiets indspark til de kommende forhandlinger om en flerårsaftale for Kriminalforsorgen.

Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen fremhæver, at overfald eller trusler mod en ansat i landets fængsler i de fleste tilfælde udløser en straf på 40 til 60 dages ekstra fængsel. Det er den straf, der bør skærpes, siger han.

Forslaget får en god modtagelse fra regeringen. Justitsminister Nick Hækkerup (S) fortæller til Berlingske, at han ”ser positivt” på forslaget om dobbeltstraf og tilføjer, at regeringen også er særlig optaget af fængselsbetjentes arbejdsforhold.

Sundhedsstyrelsen anbefaler nærhospitaler uden sengepladser

De nærhospitaler, som regeringen har planer om at etablere, bør blive uden sengepladser. Sådan lyder anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen i et nyt notat, som er sendt til Sundhedsministeriet og en række centrale aktører.

Det skriver Altinget Sundhed, som er kommet i besiddelse af notatet.

Heri skitserer Sundhedsstyrelsen en række anbefalinger til 10-20 nærhospitaler, som skal drives i samarbejde mellem region og kommune. Nærhospitalerne skal ifølge oplægget tilbyde visse lettere undersøgelser og behandlinger, som i dag foregår på sygehusene. Samtidig kan en række kommunale tilbud samles på nærhospitalerne. Aktiviteterne skal foregå i dagtimerne, og der skal ikke være akutte funktioner.

Nærhospitaler er et af regeringens valgløfter, som er blevet mødt med skepsis fra blandt andet Danske Regioner og Lægeforeningen. Regeringen har bebudet, at den vil præsentere et udspil om nærhospitaler senere i år, men er ikke siden valget kommet med konkrete udmeldinger om, hvilke opgaver et nærhospital skal løse.

Det sker i dag

  • Klokken 9.00: Kommunernes Landsforening (KL) holder deres årlige folkeskolekonference. Konferencen vil i år blandt andet have fokus på genstart af folkeskolen efter corona-pandemien.
  • Klokken 10.15: Justitsminister Nick Hækkerup (S) er i dag kaldt i samråd om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Lacatus mod Schweiz. Ministeren skal blandt andet redegøre for, hvordan Danmark overholder sine menneskeretlige forpligtelser.
  • Klokken 10.45: Miljøminister Lea Wermelin (S) er i dag kaldt i samråd om sikring af grundvandet og drikkevandet og etablering af grundvandsparker.
  • Klokken 15.00: Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er i dag kaldt i samråd om dimensioneringsplan for speciallæger. 

Forrige artikel Interview: Interview: "Hvis klimaet alene betød noget, så skulle vi alle sammen bo i byen" Næste artikel S hælder stort landbrugsønske ned ad brættet: De får i forvejen massiv milliardstøtte S hælder stort landbrugsønske ned ad brættet: De får i forvejen massiv milliardstøtte