Dagens overblik: Regeringen vil forkorte coronapassets gyldighed

Problemer med arbejdsmiljøet på Statens Museum for Kunst. Eksperter kritiserer uvished om teststrategi. Messerschmidt stiller nyt krav for at pege på Støjberg som DF-formand. Og tusindvis er trukket ulovligt i kontanthjælp. Få overblikket over dagens nyheder. 

God formiddag og velkommen til Altingets overblik over torsdagens politiske nyheder.

Vi begynder med kort at følge op på gårdsdagens møde mellem regeringen og Folketingets sundhedsordførere.

Her besluttede et flertal, at coronarestriktionerne ikke bliver lempet foreløbigt.

Op til mødet har Venstre og Konservative ellers presset på for at få slækket restriktionernes greb om samfundsaktiviteten.

Partierne henviste til, at Statens Serum Institut nu vurderer, at den dominerende Omikron-variant generelt giver et mildere sygdomsforløb og ikke er nær så smitsom som Delta-varianten.

Men både regeringen og støttepartierne valgte at læne sig op ad Epidemikommissionens anbefaling om ikke at ændre på de nuværende retningslinjer.

Epidemikommissionen vurderer, at vi endnu ikke har set toppen af den nuværende smittebølge, og at en lempelse derfor vil være forbundet med en risiko for overbelastning af sygehusvæsenet.

”Vi må forvente, at det kommer til at blive værre, før det bliver bedre. Vi skal lige træde i pedalerne lidt endnu”, lød det efter mødet fra Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff (S), til TV 2.

Medarbejdere kritiserer arbejdsmiljøet på Statens Museum for Kunst

En tredjedel af medarbejderne hos Statens Museum for Kunsts udtrykker utilfredshed med direktionens ledelse og savner fokus på arbejdsmiljø.

Medarbejderne kritiserer blandt andet, at der er for få hænder til at løfte opgaverne, dårlig kommunikation fra ledelsen og en hierarkisk struktur.

Det viser museets seneste trivselsundersøgelse, som Altinget har fået adgang til.

Det giver ifølge direktør Mikkel Bogh anledning til at “reagere prompte og omhyggeligt”.

”Vi skal lære sammen at skabe et bedre arbejdsmiljø, og initiativet skal naturligvis sættes af direktionen, men det kræver en kollektiv indsats,” siger han.

Tusindvis trukket ulovligt i kontanthjælp

Tusindvis af kontanthjælpsmodtagere i kommuner landet over har ulovligt fået frataget kontanthjælp siden 2016.

Det viser dokumenter, som P1 Dokumentar har gennemgået.

Årsagen er den såkaldte 225-timersregel. Den betyder, at ugifte kontanthjælpsmodtagere skal opfylde et krav om 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder, hvis de skal kunne modtage fuld uddannelses- eller kontanthjælp.

Men de berørte borgere, der altså i en årrække har modtaget for få penge, har en så begrænset arbejdsevne, at de ifølge reglerne slet ikke må blive trukket kontanthjælpen, skriver DR.

Og trods gentagende henvendelser til kommunerne fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), har meget få kommuner reageret tilstrækkeligt på det, påpeger styrelsen over for DR.

Eksperter kritiserer uvished om teststrategi

Mens regeringen endnu engang vil hæve det danske testberedskab, stiller en række eksperter i Dagbladet Information spørgsmål ved effekten.

De kritiserer regeringen og myndighederne for ikke at have undersøgt, om der fortsat bør bruges milliarder på at teste befolkningen og opspore smitte.

”Det havde været helt logisk at tilstræbe at få den evidens, som mangler. Det her er så stor en satsning, på trods af at vi ikke kender værdien og effekten,” siger professor Lars Østergaard fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet til Information.

Den stigende smitte med omikron-varianten til at stoppe den generelle testindsats, fordi det ikke længere er muligt at skabe overblik over de mange potentielt smittede og nærkontakter.

Også lande som Tyskland og Sverige har sænket testkapaciteten under pandemien, skriver avisen.

Regeringen vil ændre coronapassets gyldighed

Står det til regeringen, skal coronapassets gyldighed efter 2. vaccinestik forkortes med to måneder.

Derudover lægges der også op til, at coronapas udløst af tidligere smitte forkortes med én måned, skriver Sundhedsministeriet til blandt andre TV 2.

Lige nu giver 2. vaccinestik gyldigt coronapas i syv måneder, selvom forskning peger på, at effekten mod smitte falder betydeligt efter fire-fem måneder. Tidligere smitte med covid-19 udløser i dag coronapas i seks måneder.

”Sundhedsstyrelsen anbefaler, at varigheden af et gyldigt coronapas efter det primære vaccinationsforløb sættes til fem måneder for personer over 18 år, og at varigheden af et gyldigt coronapas efter tidligere smitte ændres, så det er gyldigt fra 11 dage efter positiv PCR-test til fem måneder efter positiv PCR-test, lyder det i et svar fra Sundhedsministeriet,” lyder det fra ministeriet.

Nu skal Epidemikommissionen tage stilling til forslaget. Derefter skal det endeligt vedtages i Folketinget, før de nye regler kan træde i kraft. Indtil videre har Radikale meddelt, at de støtter forslaget.

Messerschmidt stiller nyt krav for at pege på Støjberg som DF-formand

Flere gange har Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, sagt, at han er villig til at vige formandsposten for Inger Støjberg – skulle hun ønske det.

Men i radioprogrammet En Uafhængig Morgen, som sendes i Den Uafhængige, tilføjer Messerschmidt nu, at han kun trækker sit kandidatur, hvis samtlige resterende kandidater følger trop.

”Hvis Inger kommer ind og skal være formandskandidat, giver det ikke mening, at jeg så trækker mig, hvis de tre andre ikke gør det. Altså, det skal jo være en kroning af hende,” siger Morten Messerschmidt i programmet.

Hovedbestyrelsesmedlem og tidligere udlændingeordfører i partiet Martin Henriksen går også efter formandsposten. Men han har ingen planer om at støtte op om andre kandidater uden kamp, siger han til Ritzau ifølge Politiken.

”Når først jeg stiller op, så fortsætter jeg hele vejen. Det har jeg sagt hele tiden,” siger Martin Henriksen til avisen.

Indtil videre stiller Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Erik Høgh-Sørensen og Merete Dea Larsen op til formandsposten.

Analyse: Trumps kupforsøg er stadig i fuld gang

Vi slutter dagens overblik med en analyse fra Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, i anledning af årsdagen for stormen mod den amerikanske kongres.

Her brød tusinder af vrede Trump-tilhængere gennem politiets barrierer på Capitol Hill i Washington D.C. mens politikerne var i færd med at stadfæste resultatet af præsidentvalget.

Selv om alt tyder på, at Trump spillede en aktiv rolle i det mislykkede kupforsøg 6. januar 2021, nyder han stadig fuld opbakning fra sine partifæller. Og Det Republikanske Parti er i fuld gang med at sørge for, at det næste kup ikke slår fejl, skriver Jakob Nielsen.

Læs hele analysen i Altinget her.
 
Det sker i dag:

  • Klokken 9: Minkkommissionen fortsætter afhøringer
    {{toplink}}

Forrige artikel "Hierarkisk" og "uklare arbejdsgange": Medarbejdere kritiserer arbejdsmiljøet på Statens Museum for Kunst Næste artikel SMV'erne kritiserer anbefalinger fra Erhvervsministeriets eksperter: SMV'erne kritiserer anbefalinger fra Erhvervsministeriets eksperter: "Virksomheder skal have et retskrav på kompensation"