Dagens overblik: Politisk flertal vil have ny coronaplan fra regeringen

NYHEDSOVERBLIK: DF-formand fremlægger "sprængfarlige" krav til forhandlingerne om ny tidlig pension, røde politikere satser på krypteret kommunikation, og eksperter ser dystert på integrationen af syriske flygtninge. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Velkommen til fredagens politiske overblik.

Politikere på Christiansborg bekymrer sig ligesom eksperterne over den nye udvikling med coronasmitte. Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten mener, at de nuværende beredskabsplaner er utilstrækkelige, og efterlyser en ny coronaplan fra regeringen. Det skriver Berlingske.

"Jeg vil gerne have en åben diskussion af, hvad vi kan gøre for at forhindre, at vi lukker helt ned igen. Hvis smitten stiger, hvor meget skal den så stige, før vi tager et skridt tilbage, og hvad skal det skridt være," siger sundhedsordfører Stinus Lindgren (R) til Berlingske.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) forholder sig i et skriftligt svar ikke til ønskerne om en egentlig plan for, hvordan og hvornår det vil være nødvendigt at lukke dele af samfundet igen. Han forklarer i stedet, at der er klare arbejdsgange for at håndtere enkeludbrud og henviser til den tværgående "Signalgruppe", som sundhedsmyndighederne kan benytte til løbende at "vurdere forekomsten af lokal smittespredning med det formål hurtigt at kunne igangsætte forebyggende tiltag".

Også tre forhenværende overvismænd mener, at regeringen skal fremlægge en plan for, hvordan den vil håndtere en anden coronabølge eller markant smittestigning. Planen skal hjælpe dansk økonomi mest muligt under coronaepidemien, skriver Information.

"Det vil være en god investering at signalere, hvilke initiativer man har, og hvordan man holder øje med udviklingen. Virksomhederne har behov for at vide, hvad deres forventede efterspørgsel er, og den afhænger af, hvordan regeringen reagerer, hvis der kommer en genopblussen," siger Michael Svarer, økonomiprofessorer på Aarhus Universitet, til Information.

DF: Udlændinge skal betale for tidlig pension til nedslidte
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, fremlægger "sprængfarlige" krav til efterårets forhandlinger om regeringens mærkesag med en ny tidlig pension for nedslidte. Det skriver Jyllands-Posten.

Partiet vil have flere flygtninge hjemsendt til blandt andet Syrien, hvor forholdene ifølge Flygtningenævnet i visse områder gør det muligt. Partiet vil også skære i ydelserne til udlændinge i Danmark, indføre et årligt loft over antallet af ikkevestlige indvandrere samt have optjeningsprincipper på flere offentlige ydelser.

Forventingen er, at regeringen fremlægger forslaget til tidlig pension til nedslidte i august. Regeringen har tidligere konstatereret, at den vil afsætte tre milliarder kroner årligt til ordningen, og at en ekstra skat på bankerne skal finansiere størstedelen af ordningen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger til Jyllands-Posten, at forhandlingsudspillet fra Dansk Folkeparti er "glædeligt og positivt". Han vil ikke afvise at koble udlændinge og pension.

"Men ydelseskommissionen skal først senere aflevere sit bidrag. Derfor vil jeg synes, at det er præmaturt at diskutere ydelser før det," siger Peter Hummelgaard om forslaget om at skære i ydelser.

Minister frygter for mere omsorgssvigt af ældre
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke frygter, at flere plejehjemsbeboere får en mangelfuld behandling på plejehjem i Danmark. Det siger han til Ritzau ifølge Jyllands-Posten, efter at TV 2 har sendt dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden'.

Dokumentaren viser gennem familiers udsagn og skjulte optagelser, at to 90-årige, demente borgere bliver udsat for omsorgssvigt. Dokumentaren har fået sundheds- og ældreministeren til at indkalde til et ældretopmøde efter sommerferien.

"Jeg tror, at man skal være meget naiv, hvis man går ud fra, at det kun er ved de her episoder, at det her finder sted," siger han til Ritzau.

KL meldte torsdag ud, at "det billede, der tegnes i dokumentaren på to konkrete plejehjem, er efter KL's opfattelse ikke karakteristisk for, hvordan personalet på plejeområdet udfylder den vigtige opgave at drage omsorg for særligt ældre med demens.

Eksperter: Generation af 2015-flygtninge kan være tabt på gulvet
Fem år efter, at Danmark tog imod over 21.300 asylansøgere i 2015 tegner en ny rapport fra Danmarks Videnscenter for Integration et dystert billede af integrationen af syriske flygtninge. Det vurderer eksperter over for Kristeligt Dagblad.

Rapporten viser, at 17 procent af de syriske kvinder, der kom til Danmark i 2015, var i ustøttet beskæftigelse i januar 2020, og at 54 procent af de syriske mænd var i ustøtte beskæftigelse. Syrerne klarer sig dårligere på arbejdsmarkedet end nationaliteter såsom eritreere og afghanere, der kom til landet samme år.

"Vi står over for en stor udfordring. Når kun halvdelen af mændene og meget få af kvinderne er i arbejde efter fem år, så er det meget langt fra at kunne kaldes integration. Særligt tallene for kvinder er bekymrende. Jobtal for flygtninge har historisk været meget blandede alt efter nationaliteten og Danmarks økonomiske situation. Men den her gruppe syriske flygtninge lader til at være blandt dem, der har allerdårligst beskæftigelsesresultater," siger Rasmus Brygger, stifter af Danmarks Videnscenter for Integration, til Kristeligt Dagblad.

Røde politikere satser på krypteret kommunikation
Det er hovedsageligt folketingsmedlemmer til venstre for midten, der har installeret applikationen Signal, der bedst beskytter mod overvågning af kommunikation mellem smartphones. Det viser en kortlægning, som Altinget har foretaget.

Signal er særligt populært i Enhedslisten, SF og Alternativet tidligere medlemmer, som i dag er løsgængere og til dels populært blandt enkelte socialdemokrater og radikale. Til gengæld har få af de borgerlige folketingspolitikere installeret Signal.

"Jeg synes, det er problematisk, den måde data bliver håndteret på. Jeg er dybt bekymret over overvågning og synes, at det er vigtigt, at vi kan kommunikere privat. Det er uagtet, om det er fortroligheder, eller om jeg snakker med min mor," siger Carl Valentin (SF), som blandt andet er skatteordfører og udlændingeordfører, til Altinget.

Det sker i dag:

  • Nationalbanken offentliggør udviklingen i valutareserven. Banken opdaterer tabeller for internationale reserveaktiver og likviditet i juni 2020.

Forrige artikel Juraprofessor om ny taskforce: Efter historisk indgribende love skal vi have et velfungerende demokrati tilbage Juraprofessor om ny taskforce: Efter historisk indgribende love skal vi have et velfungerende demokrati tilbage Næste artikel EL efter DF-krav: Udlændinge skal ikke betale for tidlig pension til nedslidte EL efter DF-krav: Udlændinge skal ikke betale for tidlig pension til nedslidte