Dagens overblik: Ny aftale lemper gradvis rejserestriktionerne

Allerede i næste uge vil hele verden ikke længere være farvet rød i Udenrigsministeriets rejsevejledninger, og danskere kan besøge deres sommerhus i Norden. Flertal opfordrer regeringen til at droppe krav om brug af coronapas ved udendørsservering. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Godmorgen og velkommen til Altingets politiske nyhedsoverblik. Inden vi ser nærmere på dagens nyheder, skal vi forbi en ny politisk aftale.

Tirsdag aften blev alle Folketingets partier med undtagelse af Alternativet og Nye Borgerlige enige om en plan for gradvis genåbning for rejseaktiviteter. Planen består af fire faser, hvoraf den første allerede træder i kraft om en uge. Aftalen betyder også, at danskerne formentlig kan se frem til at holde sommerferie i Sydeuropa eller et andet sted i Europa så længe, at rejsen finder sted efter 26. juni.

Få et hurtigt overblik over de fire faser og datoer:

  • Fra 21. april ophører hele verdenen med at være farvet rød og dermed vil lande og regioner igen blive delt op i gul, orange og rød, som det var tilfældet sidste sommer og efterår. Der indføres samtlige lempeligere regler for erhvervsrejsende, der kan møde direkte op på arbejde efter en arbejdsrelateret rejse. Ligeledes undtages danskere, som rejser til egen ødegård i Norden, fra kravet om isolation.
  • Fra 1. maj kan alle færdigvaccinerede danskere og borgere fra andre EU- og Schengenlande rejse frit ind og ud af Danmark uden krav om test eller isolation, så længe de rejser til og fra et gult eller orange land eller region. Ved rejse fra et rødt land gælder kravet om test og isolation stadig ved ankomst til Danmark.
  • Fra 14. maj hæves incidensgrænsen fra 20/30 til 50/60. Grænsen afgør, hvornår et land eller region markeres som gul eller orange, og dermed vil flere lande formentlig blive gule, hvilket gør det muligt for danskerne at rejse dertil uden krav om isolation ved hjemkomst.
  • Fra (forventeligt) 26. juni vil danskerne kunne holde sommerferie i Europa. Når der er implementeret et fælles EU-coronapas, hvilket forventes at være klar 26. juni, kan alle danskere – også dem, som ikke er færdigvaccineret – rejse til et andet EU-land med sit coronapas, hvis det enten viser en negativ test, en vaccine eller tidligere smitte. Ligeledes vil Danmark kunne tage imod turister fra resten af Europa, som bruger coronapas.

Læs hele aftaleteksten her.

Heunicke indkalder partier til møde om vaccinesituationen
Onsdag skal Folketingets partiledere og partiernes sundhedsordførere drøfte den nuværende vaccinesituation med sundhedsminister Magnus Heunicke.

Det skriver Ritzau ifølge Berlingske.

Mødeindkaldelsen kommer efter, at vaccinefirmaet Johnson & Johnson tirsdag valgte at udskyde sin udrulning af vacciner i Europa. Udskydelsen sker grundet bekymring om bivirkninger, efter der har været nogle sjældne tilfælde af blodpropper blandt vaccinerede i USA.

De danske myndigheder forventes at melde ud i løbet af denne uge, hvordan Danmark vil forholde sig til vaccinen fra Johnson & Johnson. I øjeblikket er brugen af en anden vaccine – AstraZeneca – sat i bero efter lignende bekymringer.

Flertal vil droppe coronapas ved udendørsservering
Om en uge kan danskerne igen gå på café og restaurant, når udendørsservering bliver tilladt. Men det kræver dog fremvisning af enten en negativ test eller vaccine i ens coronapas.

Men hvis det står til et flertal i Folketinget, skal det krav skrottes. Det skriver DR Nyheder. Ifølge partierne er risikoen for smitte udendørs så lav, at det ikke giver mening at kræve et coronapas.

”Der er jo ingen grund til at have regler, der ikke har nogen effekt. De restriktioner, vi har, skal vi kun have, fordi de har en smittedæmpende effekt. Det har jeg rigtigt svært ved at se, at et coronapas i forbindelse med udendørsservering skulle have,” siger Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, til DR Nyheder.

Støttepartier afviser ny motorvejsforbindelse over Limfjorden
Samtlige tre af regeringens støttepartier vender tomlen nedad til forslaget om at etablere en ny motorvej over Limfjorden. Det skriver Altinget Transport.

Den dyreste investering i regeringens nye infrastrukturudspil er forslaget om en tredje Limfjordsforbindelse, som har en anlægspris på syv milliarder kroner. Men projektet har en meget lav rentabilitet, hvilket er en af årsagerne til, at SF, Radikale og Enhedslisten opfordrer til, at forslaget skrottes i sin nuværende form.

SF og Radikale foreslår blandt andet, at det undersøges, om det er muligt at udvide den eksisterende motorvejstunnel. Læs mere på Altinget Transport.

Det sker i dag

  • Klokken 9.00: Sundhedsudvalget holder en offentlig høring om fremtidens vaccineproduktion. 
  • Klokken 11.00: Kulturudvalget har kulturminister Joy Mogensen (S) i åbent samråd for at redegøre for de overvejelser ministeren gør sig om afvikling af fodboldkampe og andre lignende sportsbegivenheder med deltagelse af tilskuere.
  • Klokken 11.30: Folketingets partiledere og sundhedsordførere er blevet indkaldt til møde hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om vaccinesituationen i Danmark.
  • Klokken 14.00: Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal i samråd om regeringens smittedæmpende tiltag i Vollsmose, hvor han skal redegøre for, hvorfor et notat til Folketingets Epidemiudvalg omhandler Odense bydelen, når eksperterne, som der henvises til, ikke har forholdt sig specifikt til Vollsmose.

Forrige artikel Rapport nedtoner Brexits konsekvenser for fiskeriet Rapport nedtoner Brexits konsekvenser for fiskeriet Næste artikel Altinget blander sport og politik i nyt nichemedie Altinget blander sport og politik i nyt nichemedie