Dagens overblik: Negative renter kan være ulovlige, og fængsler kan aflastes ved at løslade coronadømte

Jurister sår tvivl om, hvorvidt banker må opkræve negative renter. Regeringen vil aflaste fængsler ved at prøveløslade coronadømte. Flertal vil tilsidesætte støjgrænser, så jernbanen ikke forsinkes. Danmark er langt fra vaccinepligt. Få morgenoverblikket.

Godmorgen og velkommen til dit overblik over dagens politiske nyheder.

Men først en opfordring: Kør forsigtigt i dag, da sne og glatte veje skaber problemer for trafikken i hele Danmark. 

Langt fra vaccinepligt

Og så skal vi kort forbi gårsdagens corona-pressemøde.

En anden opfordring kom nemlig fra Mette Frederiksen, som onsdag aften gentog sin appel om at lade sig vaccinere. Ifølge statsministeren skal der også mere fart på vaccinationsindsatsen, så vi i midten af december er i stand til at vaccinere en halv million danskere om ugen.

Hun svarede samtidig på spørgsmål om, hvorvidt tvungne vacciner i Danmark kan komme på tale. Det ønsker Mette Frederiksen ikke, men hun benyttede heller ikke pressemødet til at afvise en vaccinepligt, som for eksempel Østrig har indført per 1. februar. Til den tid kan østrigske borgere få en bøde på op til 3600 euro eller knap 27.000 kroner, hvis de ikke er vaccinerede. 

Meldingen fra statsministeren kom samme dag, som formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, fortalte, at det ifølge hende er relevant at diskutere, hvordan man kan ”tilskynde til og potentielt tænke på vaccinepligt” i EU.

Se pressemødet med statsministeren her.

Negative renter

Må banker opkræve negative renter fra deres kunder? Det spørgsmål affejede Finanstilsynet for snart to år siden, men efterfølgende har Forbrugerombudsmandens jurister undersøgt samme spørgsmål – og nu sår de tvivl ved lovligheden. Det skriver TV2.

”Forbrugerombudsmanden ser indførelsen af negative renter på basale indlånskonti som et grundlæggende problem for den finansielle forbrugerbeskyttelse i Danmark,” fortæller lektor i finansiel regulering ved SDU, Niels Skovmand Rasmussen.

I august 2019 var Jyske Bank den første i Danmark til at indføre minusrenter på kundernes indlån, og siden er næsten samtlige danske banker fulgt i deres fodspor. Forbrugerombudsmanden opfordres nu til at få de negative renter afprøvet ved en domstol.

Vil løslade coronadømte

I marts sidste år indførte regeringen en hastelov, så coronadømte kan få dobbeltstraf. Nu får et belastet fængselsvæsen regeringen til – i et fortroligt notat – at ville aflaste fængslerne ved at prøveløslade de coronadømte før tid. Det skriver Politiken.

Det er for eksempel kriminelle, der har svindlet med hjælpepakker, som er med til at overfylde fængslerne. Justitsminister Nick Hækkerup vil ikke kommentere det konkrete forslag om at løslade dømte for corona-kriminalitet, men han er ”overbevist om, at strafskærpelser har haft betydning,” siger han til avisen.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, afviser ikke forslaget, men fortæller til avisen, at han frygter, det kan forringe borgernes retsfølelse. De øvrige blå partier vil ikke kommentere forslaget, da forhandlingerne om Kriminalforsorgen stadigvæk er i gang.

DF-analyse

”Hvem er så formand for Dansk Folkeparti om to måneder? Jeg aner det ikke. Men uanset hvem partiet vælger, står Dansk Folkeparti overfor en alvorlig eksistentiel krise, der stikker langt dybere end navnet på formanden.” 

Sådan indleder chefredaktør på Altinget, Jakob Nielsen, dagens analyse på Altinget. Den handler om formandskrisen i Dansk Folkeparti, som ifølge chefredaktøren skygger for partiets politiske dilemmaer.

”Det er en krise, hvor der skal svares på nogle meget svære spørgsmål om, hvor vægten skal ligge i DF’s særlige politiske placering som borgerligt, EU-kritisk velfærdsparti med hård udlændingepolitik,” skriver han.

Læs analysen her.

Flertal for nattestøj

Et bredt flertal i Folketinget vil give regeringen mulighed for at tilsidesætte lokale støjgrænser, så BaneDanmark kan arbejde på jernbanen om natten. Det skriver Altinget.

Lovforslaget forventes vedtaget torsdag, og planlægges at træde i kraft fra nytår.

Transportminister Benny Engelbrecht fortæller, at loven skal forhindre, at elektrificeringen af jernbanen bliver forsinket. Til gengæld vil man så kompensere naboer til jernbanen økonomisk eller med hotelophold.

Bünyamin Simsek er rådmand i Aarhus Kommune, og mener, det er en glidebane, hvis Folketinget giver regeringen mulighed for at sætte miljøregler til side. Han synes samtidig, det er vigtigt at værne om borgernes nattesøvn og helbred.

Det sker i dag:

  • Klokken 8.30: Udenrigsministeren deltager i OSCE-møde
  • Klokken 9: Minkkommissionen afhører Per Okkels, tidligere ansat i Sundheds- og Ældreministeriet, og Pelle Pape fra Statsministeriet
  • Klokken 9.30: EU-Domstolen forholder sig til polske og ungarske klager
  • Folketinget stemmer om muligheden for at tilsidesætte lokale støjgrænser

Forrige artikel Minister kalder forslag om at droppe vaccinepatenter for ”meget vidtgående” Minister kalder forslag om at droppe vaccinepatenter for ”meget vidtgående” Næste artikel Første regning for Arnes pension: Jobcentre skærer i hjælpen til ledige Første regning for Arnes pension: Jobcentre skærer i hjælpen til ledige