Dagens overblik: Ministers lift med marinefartøj var ulovligt, siger ekspert

Det var ulovligt, da forsvarsminister Trine Bramsen tog et marinefartøj til et privat besøg på Ærø, siger ekspert. Den sjette rigsretssag i danmarkshistorien skydes i gang. Få morgenoverblikket.

Godmorgen og velkommen til dit politiske overblik, hvor vi hurtigt skal runde det historiske fodboldlandshold, som onsdag aften skulle på græsset i Parken igen.

Knap to måneder efter, Danmark nåede semifinalen i EM mod England, skød fodboldherrerne gang i kvalifikationen til VM med en 2-0 sejr over Skotland. 

Men det skal ikke handle om fodbold, så vi haster videre fra et historiske landshold til en historisk rigsretssag.

Rigsretssag mod Støjberg begynder

Torsdag bliver den sjette rigsretssag i danmarkshistorien skudt i gang i Eigtveds pakhus i København.

Inger Støjberg er tiltalt for – som integrationsminister i 2016 – at instruere Udlændingestyrelsen til at adskille asylpar, hvor den ene part var under 18 år.

Efter et års undersøgelser slog slog instrukskommissionen i december 2020 fast, at instruksen fra Støjbergs ministerium var "klart ulovlig". Men forsvarer vurderer til Ritzau via TV2, at beviserne vil blive vurderet ”afgørende anderledes”.

På Altinget lader vi op til rigsretssagen med podcasts og overblik:

  • I en ny podcastserie dykker chefredaktør Jakob Nielsen ned i Rigsrettens historie med professor Jens Peter Christensen, som selv er dommer i rigsretssagen mod Inger Støjberg.
  • I denne kalender kan du få overblikket over rigsretssagens forløb. Retsmødet begynder den 2. september med fire dages præsentation af sagen.
  • I dagens Ajour får du overblik over det centrale i rigsretssagen, og så ser Altingets politiske kommentator Erik Holstein på, hvad sagen får af konsekvenser for Støjbergs politiske liv. 

Ekspert: Ministers lift var ulovligt

Det var ulovligt, da forsvarsminister Trine Bramsen (S) den 15. august tog et marinefartøj til et privat besøg hos hendes parti på Ærø. Det siger professor i forvaltningsret Sten Bønsing til BT

”Hvis en minister skal transporteres rundt af Forsvarets fartøjer, så skal det være relateret til hendes arbejde som minister. Det var besøget på Ærø ikke”.

Bramsen siger til avisen, at hun var i embeds medfør, da hun besøgte det lokale marinehjemmeværn og navigationsskolen på øen. Men i en mail fra ministerens særlige rådgiver til Ærøs borgmester den 17. juni står der ifølge BT, at ”Vi prøver om vi kan få et lift af Marinehjemmeværnet fra Svendborg til Ærø, men derudover behøver besøget ikke være forsvarsrelateret”.

Ifølge professor Sten Bønsing kan man ikke se uden om den mail:

”Ministeren kan ikke planlægge et privat møde og herefter opfinde en tur med et marinefartøj til lejligheden. Faktorernes orden er afgørende her,” siger han til avisen.

Ulandsfond bekymrer støttepartier

Radikale og Enhedslisten frygter, at en ny nærområde- og migrationsfond i regeringens finanslovsudspil vil være med til at snige regeringens modtagecentre ind i dansk udviklingsbistand. Det skriver Altinget Udvikling.

Det er formuleringen om, at den nye ulandsfond skal understøtte et ”retfærdigt og humant asylsystem”, som bekymrer støttepartierne, fordi Socialdemokratiet bruger de selv samme ord, når de udtaler sig om målet om at oprette et modtagecenter for asylansøgere udenfor Europas grænser.

”Vi har fået at vide, at fonden skal realisere socialdemokraternes udlændingepolitik, men at det samtidig bliver noget, vi godt kan se os selv i. Det beroliger mig ikke indtil videre,” siger Radikales udviklingsordfører, Anne Sophie Callesen (R).

Den 8. september er der teknisk gennemgang af finansloven, hvor Radikale og Enhedslisten vil spørge ind til fonden.

Partier: Usmittede skoleelever skal ikke hjem

Hvis skoleelever smittes med corona, skal de, som det ser ud i dag, sendes hjem i isolation. Men ikke meget længere, hvis det står til eksperter og flere partier, skriver Berlingske.

”Dem, der er smittet, skal selvfølgelig gå hjem, men det er ikke hensigtsmæssigt og proportionalt, at vi sender raske børn hjem. Hvis der er nogen, der har lidt under covid-restriktioner, er det jo børnene, der har været sendt hjem”, siger de Konservatives sundhedsordfører Per Larsen til avisen.

Både Konservative, Venstre og Radikale vil have regeringen til at se på retningslinjerne for coronaisolation af skoleelever.

Det sker i dag:

  • Klokken 9: Rigsretssagen mod Inger Støjberg i Instrukssagen indledes.
  • Klokken 10.15: Justitsminister Nick Hækkerup skal i åbent samråd om narkotika i fængsler.
  • Klokken 11: Skatteminister Morten Bødskov (S) skal i åbent samråd om erhvervsklubber og partistøtte i forbindelse med et oplæg udarbejdet af skatteministeriet for en socialdemokratisk erhvervsklub.
  • Regeringen har indkaldt til trepartsforhandlinger.
  • Regeringen begynder landbrugsforhandlinger med partierne.

Forrige artikel Hvornår skal Støjberg afhøres, og hvornår forklarer departementschefen sig? Sådan forløber rigsretssagen Hvornår skal Støjberg afhøres, og hvornår forklarer departementschefen sig? Sådan forløber rigsretssagen Næste artikel Mød advokaterne, der skal lægge arm i Rigsretten Mød advokaterne, der skal lægge arm i Rigsretten