Dagens overblik: Miljøminister ændrer svar om skadeligt pesticid efter kritik fra støttepartier

NYHEDSOVERBLIK: Miljøminister Lea Wermelin (S) slår fast, at hun går ind for et forbud mod et skadeligt sprøjtemiddel, mens et støtteparti vil lade sig inspirere af Frankrig og sænke prisen på togbilletter. Få overblik over dagens politiske nyheder. 

God formiddag, og velkommen til dagens politiske nyhedsoverblik.

Socialdemokratiet går stadig ind for et forbud mod det forbudte pesticidmiddel neonikotinoider.

Det slår miljøminister Lea Wermelin (S) fast i et skriftligt svar til TV 2.

”Vi skal beskytte vores bier og vores miljø, og vi går ind for et forbud mod neonikotionider og en stram dispensationspraksis. Hele området, og hvad vi kan gøre for bedre at beskytte bierne, både herhjemme og i EU, kigger jeg på som noget af det første efter sommeren,” skriver Wermelin.

Politiken kunne tirsdag fortælle, at ministeren i et svar til Folketinget i sidste uge ikke ønskede at svare på, om hun vil tage initiativ til et totalforbud mod midlet.

I stedet skrev hun, at ”Miljøstyrelsen fører en stram dispensationspraksis”, og at insektmidlet ”ikke udgør en uacceptabel risiko for miljø eller sundhed med de fastsatte risikobegrænsede foranstaltninger”.

Ministeren lagde dermed op til uændret praksis på området, selvom Socialdemokratiet før valget flere gange kritiserede VLAK-regeringen for at uddele dispensationer til at bruge pesticidmidlet, der er blevet forbudt af EU, fordi forskning har vist, at det kan skade biers evne til at orientere sig, finde mad og reproducere sig.

Udmeldingen førte til kritik fra en række af regeringens støttepartier. Efter det nye svar er Enhedslisten ”forvirret” over, hvad ministeren vil, mens Alternativet konstaterer, at ”der skal pres på” for at få den nye regering til at føre en anderledes politik end den forrige.

Læs hele historien her. 

EU får ny kommissionsformand
Med et snævert flertal blev tyske Ursula von der Leyen tirsdag aften blåstemplet af Europa-Parlamentet og kan derfor til november overtage posten som formand for EU-Kommissionen.

Valget af Ursula von der Leyen betyder samtidig, at danske Margrethe Vestager bliver næstformand i den nye ledelse.

Flere danske medlemmer af Europa-Parlamentet valgte dog at stemme imod udsigten til det nye lederskab. Læs mere om det her.

Find også et portræt af den nye kommissionsformand her.

Minister vil stadig sende danske soldater i krig
Danmark skal også fremover deltage aktivt i krige og konflikter ude i verden.

Det slår den nyudnævnte forsvarsminister, Trine Bramsen (S), fast over for Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

”Jeg kan sige meget klart, at dansk forsvar er sat i verden for at sikre fred og stabilitet. Og det betyder også, at vi kommer til at hjælpe i områder, hvor det ser svært ud,” siger Bramsen.

Oberstløjtnant Frederik Calundan, der er chef for det danske soldaterhold i Irak, har ellers sagt til Forsvarets hjemmeside, at Danmarks mission i Irak er på vej mod sin afslutning.

Men den udmelding vil den nye forsvarsminister altså ikke umiddelbart skrive under på.

Læs mere her.

Støtteparti foreslår billigere togbilletter
Muligheden for at genindføre europæiske nattog har været på dagsordenen i denne uge, men et af regeringens støttepartier stopper ikke der.

Enhedslisten ønsker nemlig at presse prisen på togbilletter i bund. Det skriver Berlingske.

Partiet vil helt konkret lade sig inspirere af Frankrigs nye lavpristoge, som har formået at halvere den gennemsnitlige billetpris på bekostning af flere bekvemmeligheder:

”Jeg synes, vi skal hente stor inspiration på det her område, for det er vigtigt at flytte folk fra flytransport over til togtransport,” siger Rosa Lund (EL).

Hun slår samtidig fast, at det i Danmark skal være et statsligt selskab, der driver togene. I Frankrig er selskabet privatejet.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) kalder initiativet for ”spændende”.

Læs hele historien her

Nye skilsmisseregler virker ikke efter hensigten
En del af det nye skilsmissesystem, der skulle sætte barnet i centrum, har modsatte effekter.

Det er den foreløbige erfaring hos Mødrehjælpen, skriver Politiken.

Problemet er den nye regel om, at det de første tre måneder efter skilsmissen ikke er afgjort, hvor barnet skal have bopæl. I de tre måneder har barnet automatisk delt bopæl, for at forældrene kan undgå afgørende beslutninger, mens de selv er i krise.

Men perioden virker ikke efter hensigten:

”Som udgangspunkt lyder det godt, at forældrene først skal sunde sig, men i praksis betyder det, at de ikke får en afklaring, og at konflikten trækkes i langdrag,” siger vicedirektør i Mødrehjælpen, Trine Schaldemose.

Socialminister Astrid Krag (S) er på ferie, men Socialdemokratiets socialordfører, Camilla Fabricius, fortæller, at der er politisk vilje til at lytte til forældrene.

Læs mere her.

Forrige artikel Pelle Dragsted: Revolution starter hos forbrugerne i forsyningssektoren Pelle Dragsted: Revolution starter hos forbrugerne i forsyningssektoren Næste artikel Mindsteløn og klimaplan: Det vil Ursula von der Leyen kæmpe for som kommissionsformand Mindsteløn og klimaplan: Det vil Ursula von der Leyen kæmpe for som kommissionsformand