Dagens overblik: Hækkerup præsenterer politiplan - vil have dansk FBI og spare på Rigspolitiet

NYHEDSOVERBLIK: Regeringen fremlægger sit forslag til, hvordan fremtidens politi skal se ud. Og Henrik Sass Larsen blander sig i debatten om Arne. Få overblikket over nyhederne i dansk politik mandag morgen.

Velkommen til mandagens hurtige opsamling af de vigtigste politiske nyheder.

Mens forhandlingerne om tidlig pension så småt er i gang i form af sættemøder mellem regeringen og de enkelte partier, kommer dagen i dag til at handle om noget helt andet: Politiet.

Politiudspil: Vil have dansk FBI
Politikerne skal nemlig i gang med at forhandle om en ny flerårsaftale om politiet, og i dag klokken 13 fremlægger justitsminister Nick Hækkerup regeringens udspil.

Men han har allerede været ude og give nogle interview i weekenden, så her er, hvad vi ved:

  • Flere nærpolitistationer: Regeringen vil oprette nye nærpoliti-enheder rundt om i landet og udvide åbningstiden i nogle af de eksisterende, så der i alt bliver 20 nærpolitistationer, som har åbent mindst 15 timer ugentligt. "Man har meget bedre forudsætninger, hvis betjentene kender dem, som giver anledning til problemer og kender til lokalområdet," siger Nick Hækkerup til DR Nyheder.

  • Rigspolitiet bliver mindre: Pengene til at finansiere de nye nærenheder skal tages fra Rigspolitiet. Mette Frederiksen har tidligere meldt ud, at hun er klar til at halvere Rigspolitiet, og i januar stod det klart, at der allerede i år bliver nedlagt cirka 240 stillinger, mens flere hundrede stillinger skal flyttes ud i politikredsene. Især Rigspolitiets it-afdeling skal være mindre, fortæller Hækkerup til DR.

  • Ny efterforskningsenhed: Der er dog stadig brug for en central politienhed, der kan tage sig af de mest komplicerede sager, og her kommer en ny enhed ind i billedet. Regeringen vil oprette en slags dansk FBI med 800 medarbejdere, fortæller Hækkerup til Berlingske.

Altinget følger præsentationen af udspillet senere i dag.

Sass går ind i debat om tidlig pension
Men naturligvis handler dagen i dag også lidt om Arne. For nu blander tidligere topstrateg i S, Henrik Sass Larsen, som ellers har forladt politik, sig i debatten med et indlæg på Altinget.

Sass Larsen forsvarer varmt selve idéen om at give visse grupper ret til tidligere pension end andre. Og så kommer han med to konkrete opfordringer til sine gamle kolleger i regeringen.

Find kommentaren her, eller læs nyheden her, hvor du også kan høre, hvad Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen mener om Sass Larsens forslag.

Hvor står partierne før klimaforhandlinger?
Vi skal også reklamere for dagens Information, hvor der er en virkelig god service til alle, der er interesseret i klimapolitik.

Forud for alle de klimarelevante politiske forhandlinger her i efteråret, fx om finanslov, en grøn skattereform og ændringer i transportsektoren, har avisen nemlig været rundt til ordførere fra en række partier for at høre, hvilke krav de går til forhandlingerne med.

Find artiklen her.

Venstre taber vælgere til S
Det går skidt for Venstre i meningsmålingerne, og det har især tre partier glæde af.

Det viser en ny gennemgang af vælgernes vandringer siden folketingsvalget i 2019, som professor og valgforsker Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget Christiansborg.

Ifølge analysen har Venstre mistet mere end 135.000 vælgere siden valget. En stor del er gået til Socialdemokratiet, men Venstre lider også tab til to andre partier. Læs mere her.

Det sker i dag

  • Hele dagen: Udenrigsministeren besøger Grønland
  • Klokken 13: Pressemøde om regeringens politiudspil

Forrige artikel Danmark får ny tech-ambassadør i Sillicon Valley Danmark får ny tech-ambassadør i Sillicon Valley Næste artikel Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste sendes hjem Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste sendes hjem