Dagens overblik: Flertal enige om milliardhjælp til dansk turisme- og oplevelsesøkonomi

Ny aftale afsætter mere end en milliard kroner til at styrke turismeerhverv, kulturliv og oplevelsesøkonomien i Danmark. Sygeplejerskernes konflikt er afblæst, og regeringen har foretaget en kovending i sagen om Syrien-børn. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Godmorgen og velkommen halvvejs gennem denne uge.

1,65 milliarder kroner er på vej til turismeerhverv og kulturliv, som fortsat er presset af coronakrisen, selvom samfundet er begyndt åbne igen. Det er resultatet af sommerhjælpepakke, som regeringen indgik med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale, Enhedslisten og Konservative natten til onsdag.

De nuværende hjælpepakker til erhvervslivet ophører 1. juli, men den nye aftale skal sikre målrettet hjælp til de sektorer, der stadig er ramt af lavere aktivitet og styrke turisme i hele Danmark med blandt andet billigere transportmuligheder.

Aftalen indebærer blandt andet:

  • 295 millioner kroner målrettet en kickstart af turismeerhvervet i Danmark
  • 110 millioner kroner til billigere indenrigstransport i sommerperioden
  • 330 millioner kroner til tiltag på kulturområdet
  • 165 millioner kroner øremærket til tiltag, der styrker trivsel blandt sårbare, mennesker med handicap, børn, unge og ældre.

Læs hele aftalen her.

Aftale afblæser sygeplejerskernes konflikt
To et halvt døgn før sygeplejerskernes varslede strejke lykkedes det for forligsmanden at få de to stridende parter – sygeplejerskerne og de offentlige arbejdsgivere – til at enes om en såkaldt mæglingsskitse. Det skriver Altinget Arbejdsmarked.

Mæglingsskitsen er forligsmandens bud på en ny aftale med de to parter, og den skal nu til afstemning blandt sygeplejerskerne. Målt i kroner og ører er det samme aftale, som et smalt flertal af sygeplejerskerne stemte nej til i marts, som de nu skal stemme om igen.

Men som noget nyt, at vil der blive oprettet en lønkomite, der skal behandle spørgsmålet om sygeplejerskernes lønefterslæb, som ifølge dem er opstået i forbindelse med en for lav indplacering i forbindelse med tjenestemandsreformen i 1969.

Regeringen i kovending: Vil hente børn hjem fra Syrien
Regeringen har ændret kurs og vil nu tilbyde at hente 19 børn og tre mødre hjem fra fangelejre i Syrien. Det skriver Altinget.
 
Ud af de i alt 19 børn og seks mødre vil 14 børn og tre mødre få tilbuddet om evakuering hjem til Danmark. De resterende fem børn vil få tilbuddet om at komme hjem til Danmark uden deres mødre, som har fået frataget deres danske statsborgerskab. Hjemtagelse af de fem børn vil dog kræve mødrenes samtykke. 

Ifølge Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, er det et personligt nederlag for statsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen nu må bøje sig fra presset fra støttepartierne i sagen om Syrien-børnene.
 
”Det er stort prestigetab for Mette Frederiksen, fordi hun personligt har udtalt sig så ultimativt om sagen. Der er tonsvis af klip og artikler, hvor hun skråsikkert udtaler, at de mødre ikke har noget at gøre i Danmark. De klip vil hun få lige i hovedet – og for første gang åbner hun en udlændingeflanke over for blå blok,” siger han til Altinget.

Wammen kræver nye konsulentbesparelser i kommunerne
Finansminister Nicolai Wammen (S) vil finde flere penge til kommunernes økonomi ved at kræve yderligere besparelser på deres forbrug af konsulenter. Det skriver Altinget Kommunal.

Kravet kommer i kølvandet på, at finansministeren og KL netop har taget hul på forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2022.

”Når man nu bruger et milliardbeløb på eksterne konsulenter i kommunerne, skulle vi så ikke prøve at se, om vi igen i år kunne få øremærket nogle af de penge til eksempelvis det specialiserede socialområde. Men også gerne til ældre og børneområdet,” sagde Nicolai Wammen ifølge Altinget efter tirsdagens forhandlingsmøde.

Foruden kravet om konsulentbesparelser har regeringen en ambition om at løfte kommunernes økonomi med 1,25 milliarder kroner, som skal sikre velfærdsniveauet, når der bliver både flere børn og ældre. Derudover lover regeringen at dække kommunernes ekstraordinære merudgifter i forbindelse med coronahåndteringen.

Det sker i dag

  • Arktisk Råd mødes i dag og i morgen i Reykjavik i Island. Blandt deltagerne er USA's udenrigsminister, Antony Blinken, og udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
  • Klokken 9.30: Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye vil præsentere regeringens planer for et nyt udrejsecenter.
  • Klokken 11.30: Der holdes første forhandlingsmøde om 2025-klimamålet, hvor klimaminister Dan Jørgensen (S) vil forsøge at få de blå partier med på det mål, som regeringen tidligere blev enige med SF, Radikale og Enhedslisten.
  • Klokken 15.30: Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) er i dag kaldt i samråd om den stigende kriminalitet blandt beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Forrige artikel Holstein: Syrien-kovending er et personligt nederlag for Mette Frederiksen Holstein: Syrien-kovending er et personligt nederlag for Mette Frederiksen Næste artikel SF trækker EU-Kommissionen ind i sag om danske partiers erhvervsklubber SF trækker EU-Kommissionen ind i sag om danske partiers erhvervsklubber