Dagens overblik: DF forventer, at ny fængselsaftale vil føre til retssager

Ny fængselsaftale sender dømte til Kosovo, og det vil ifølge DF føre til retssager. Belarus bliver et vigtigt punkt på EU-topmødet efter republikkens afbud onsdag. Regeringen præsenterer milliard-udspil til fremtidens grønne brændstoffer. Flertal finder Støjberg uværdig til at sidde i Folketinget – se fordelingen her. Få morgenoverblikket.

Godmorgen og velkommen til dit overblik over dagens nyheder i dansk politik. 

Onsdag blev regeringen, DF, SF og Konservative enige om en ny aftale for Kriminalforsorgens økonomi. Her vil man blandt andet leje 300 fængselspladser i Kosovo, udvide fængselskapaciteten i Danmark og skabe bedre forhold for fængselsbetjente. Det skriver Justitsministeriet.

Men i Berlingske kan man læse, at en professor i kriminologi mener, det kan skabe problemer i forhold til den Europæiske Menneskerettighedskonvention, når man sender dømte til afsoning i udlandet. Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, tror også, at udenlandske kriminelle vil udfordre Danmark med retssager.

”Jeg er sikker på, at nogle af de udenlandske kriminelle får så meget medlidenhed med sig selv og får nogle emsige advokater til at rejse sager. Men jeg mener, at de godt kan pakke sammen,” siger han til avisen.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil ikke tage stilling til direkte brud på konventioner, men tror også, der kan ”dukke ting op, som vi ikke har set.” Men det må vi ”håndtere så godt vi kan,” siger han.

EU-topmøde

Mette Frederiksen er syg, og deltager derfor ikke på årets december-topmøde i EU – men de 26 andre får nok at snakke om. De skal nemlig både drøfte covid-19, energipriser, CO2-handel, Belarus og flere andre emner. Det skriver Altinget.

Belarus valgte ikke at deltage på onsdagens topmøde mellem EU-lederne og de Østlige partnerskabslande på grund af stridigheder med EU. Derfor bliver Belarus og landets politiske brug af migranter – som præsident Aleksandr Lukasjenkos styre har udsat Polen, Letland og Litauen for det sidste halve år – også et vigtigt punkt på topmødet.

I en fælles erklæring skriver EU, at de beklager Belarus’ beslutning om ikke at deltage på det udvidede EU-topmøde – men håber snart at genoptage samarbejdet, når landet kan levere en ”fredelig demokratisk overgang.” Det skriver Børsen via Ritzau. 

Udspil til grønne brændstoffer

Regeringen er klar med et nyt udspil på milliarder, der skal sikre, at Danmark kan producere fremtidens grønne brændstoffer til fly, skibe og lastbiler. Det skriver Altinget.

Et af de mest centrale elementer er en pulje på 1,25 milliarder kroner, der skal bruges på produktionstøtte til Power-to-X-brændstoffer som brint eller ammoniak.

”Vi investerer nu massivt i teknologi, der kan omdanne vores vindmøllestrøm til brændstof, der kan hældes på tanken på et skib eller få et fly på vingerne. Det er et afgørende skridt for Danmarks grønne omstilling, men målet er også at hjælpe resten af Europa med at sige farvel til den fossile energi," siger klimaminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Se alle 14 forslag i udspillet her.

Flere kalder Støjberg uværdig

Støjberg er uværdig til at sidde i Folketinget efter hendes dom i Rigsretten. Det melder et flertal af partierne på Christiansborg – senest er Konservative også føjet til listen, som du kan se her. 

Tirsdag mødte Udvalget til Valgs Prøvelse for første gang for at diskutere Støjbergs værdighed. Torsdag mødes de for anden gang. Herefter skal Folketinget stemme om, hvorvidt den tidligere udlændinge- og integrationsminister kan beholde sin stol i folketingssalen.

Efter partiernes udmelding om Støjberg skriver Midtjyllands avis, at det bliver den konservative politiker Gitte Villumsen, som står til at overtage den ledige stol i Folketinget.

Færre danske SoMe-brugere dagligt

Det seneste år har en fjerdedel af danskerne fravalgt sociale medier. Det skriver Berlingske ovenpå en ny kortlægning fra Deloitte.

Det er især bekymringen og utilfredsheden med mediernes indsamling af personlige data, og hvem de deles med, som får flere til at droppe eller fravælge de sociale medier. Bekymringen gælder alle aldersgrupper fra 18-75 år.

"Privacy (beskyttelsen af privatlivets fred, red.) er en af årsagerne til, at relativt mange fravælger sociale medier, for når de siger ja til alt, siger de også ja til, at de, der står bag de sociale medier, kan bruge deres data," siger Frederik Behnk, som er partner og leder i Deloitte.

Han forklarer, at udover bekymringen for persondata ønsker flere også at være fri fra digitale produkter, så de bliver mindre afhængige af digitale vaner.

Det sker i dag:

  • Klokken 9: Camilla Brasch Andersen fra Fødevarestyrelsen og Søren Bøllingtoft Knudsen fra Erhvervsministeriet afhøres i Minkkommissionen.
  • Klokken 9: Plenarsamling i Europa-Parlamentet
  • Klokken 10: EU-topmøde
  • Klokken 10: Møde i salen med behandling af lovforslag – blandt andet en forlængelse af det midlertidige forbud mod mink.
  • Klokken 11: Finansministeren fremlægger OECD's landerapport
  • Klokken 16: Andet møde om Støjbergs værdighed til at sidde i Folketinget
  • Regeringen præsenterer ny strategi for fremtidens grønne brændstoffer

Forrige artikel Udsigt til milliardunderskud på Forsvarets drift Udsigt til milliardunderskud på Forsvarets drift Næste artikel Trods valgsejr til Enhedslisten: Socialdemokraterne holder fast i de fedeste 'ben' på rådhuset Trods valgsejr til Enhedslisten: Socialdemokraterne holder fast i de fedeste 'ben' på rådhuset