Da Alternativet fik kolde fødder om sit eget klimamål

POLITISK KLIMA: I sidste uge var Alternativet klar med et nyt ambitiøst mål for reduktion af dansk CO2-udslip. Nu trækker partiet i land. Forholdet i rød blok er vigtigere end solomeldinger, lyder det nu.

Blot få dage efter Alternativet lod sig interviewe af Altinget om et superambitiøst klimamål for 2030, har partiet valgt at sætte i backgear, inden interviewet blev udgivet.

Nu er det ”måske ikke så smart” med en solomelding på klimaområdet, lyder det.

I første omgang lød det ellers fra Alternativets klimaordfører, Christian Poll, at Danmark skal have et CO2-reduktionsmål på mindst 70 procent i 2030 i forhold til 1990. Alternativets mål var sat, efter man havde ”lyttet til baglandet og ngo'erne”, og skulle være en trædesten til at fremrykke regeringens klimamål for 2050 frem til 2040.

Siden har man også lyttet til de øvrige partier i oppositionen. Og det har fået Alternativet på andre tanker.

”Vi trækker lidt i land og siger, lad os holde fast i den dialog, der er i oppositionen,” siger Alternativets klimaordfører, Christian Poll.

Kan skabe bøvl i blokken
Han fortæller, at oppositionspartierne er begyndt at holde møder for at afsøge, hvor der kan være fælles fodslag på det grønne område. For er der først flere mandater bag et konkret forslag eller et mål, vil det også have større chancer for reelt at presse regeringen og blive til virkelighed.

”Hvis vi skal blive enige med resten af oppostionen omkring virkemidlerne i klimapolitikken, så kan det give bøvl, hvis vi melder meget forskellige ting ud. Det har jeg nok ikke været helt opmærksom på tidligere,” siger Christian Poll.

Læs også: Konservativt nederlag: Regeringen dropper klimamål for 2030

Vigtigere med fælles fodslag
Alternativet blev valgt til Folketinget med en fortælling om at kunne tilføre en ”ny politisk kultur”. Og ifølge Christian Poll er partiet stadig tro mod dette credo, selvom partiet nu lægger bånd på sig selv.

”Vi er jo åbne om det. Det er det, som er den nye politiske kultur. Vi er åbne om, at vi ønsker et ambitiøst mål – men hvad det præcis skal være for et mål, det er måske ikke så vigtigt, som at vi i oppositionen kan blive enige om fælles virkemidler til en mere ambitiøs klimapolitik,” siger klimaordføreren.

Læs også: Hård kritik af droppede klimamål: Ikke ambitiøst nok

Ramt af realpolitikkens åg
Politisk kommentator Erik Holstein mener det er klogt af Alternativet at være åben om, at de har skiftet taktik, når det gælder klimamålene.

”Men det ændrer jo ikke ved, at Alternativet her er blevet ramt af realpolitikkens åg. Nu kører de ikke længere bare løs med visionerne, nu forsøger de også at få visionerne til at passe ind i de faktiske forhold i vindmølleindustrien. De tager hensyn til, om deres klimamål politisk vil have gang på jorden,” siger Erik Holstein.

Vej til aftryk
Han mener, at det vil give god mening, hvis Alternativet holder fast i den stil, for det er deres vej til at få konkrete aftryk på en eventuel fremtidig regering ledet af Socialdemokratiets Mette Frederiksen.

”Hvis der er noget, der skal holde rød blok – eller hvad man nu skal kalde det – sammen, så er det netop det grønne område. Mens Socialdemokratiet hverken kan eller vil give indrømmelser i udlændingepolitikken, kan man sagtens give noget på miljø og klima. Det er her, Mette Frederiksen skal give partier som Alternativet og Radikale gode grunde til at støtte en socialdemokratisk regering,” siger Erik Holstein.

Forrige artikel Foreslår 10 reformer: Sådan vil Mette Bock styrke kulturen Foreslår 10 reformer: Sådan vil Mette Bock styrke kulturen Næste artikel DF og S: Flere skal kunne sove ind i døden DF og S: Flere skal kunne sove ind i døden