Coronakrisen kaster grus i regeringens storstilede klimapartnerskaber

KLIMA: Luftfartens klimapartnerskab kommer ikke med sine klimaanbefalinger, før der er styr på coronakrisen. Vi bliver nok nødt til at kaste et blik på anbefalingerne igen efter krisen, lyder det. Imens aflyser regeringen aktiviteter i forbindelse med erhvervslivets klimaanbefalinger.

Coronavirussen vender i disse dage op og ned på det hele.

Og regeringens klimapartnerskaber med erhvervslivet går heller ikke fri.

Regeringen har aflyst den offentlige præsentation af erhvervslivets indspark til klimakampen, og nu melder luftfarten, at der ikke er nogen klimaanbefalinger fra den kant, før der er styr på corona-pandemien.

”Vi har udskudt afleveringen af klimapartnerskabets anbefalinger,” siger Michael Svane, direktør i Dansk Luftfart og branchedirektør i DI, der er sekretariatet for luftfartens klimapartnerskab.

”Et godt gæt vil være, at vi bliver nødt til at kaste et blik på anbefalingerne igen, når vi er på den anden side af den her krise,” tilføjer han.

Flybranche i knæ
Denne uge skulle have stået i klimaets tegn med anbefalingerne fra de 13 klimapartnerskaber, som skulle have været præsenteret i denne uge ved en offentlig seance i ministeriet hos klimaminister Dan Jørgensen (S) og på en stort anlagt konference 3. april. Begge dele er nu aflyst.

Selvom de fleste klimapartnerskaber afleverer deres anbefalinger til regeringen i løbet af denne uge, vil det ikke blive stort slået op.

Coronakrisen er blevet alles hovedpine, hvilket flybranchen mærker brutalt, hvor blandt andet SAS har følt sig tvunget til at reducere antallet af ansatte med 10.000. Det svarer til 90 procent af flyselskabets ansatte.

”Jeg tror ikke, nogen kan være i tvivl om, at flybranchen i den grad er udfordret på det her. Derfor giver det ingen mening, at vi kommer med klimaanbefalinger nu,” siger Michael Svane, der ikke vil give et bud på, hvornår de så kommer.

”Det afhænger af, hvornår vi har et overblik over den her krise.”

Forhandlinger på Skype
De anbefalinger, der kommer fra de øvrige klimapartnerskaber vil løbende blive offentliggjort på Erhvervsministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets hjemmesider, og ministrene og formændene for klimapartnerskaberne vil ”forventelig” efterfølgende holde skypemøder om anbefalingerne, oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Coronavirussen har også betydet, at ministeriets ansatte alle er sendt hjem og arbejder hjemmefra, hvorfra den fortsatte betjening af ministeren pågår.

”Det er klart, at der i denne situation er behov for at tilrettelægge arbejdet på nye måder, men det er ministeriet fuldt gearet til,” oplyser ministeriet.

De videre klimaforhandlinger er også påvirket, men er ikke gået i stå.

”Regeringen ønsker at fastholde fremdrift på klimaområdet og er derfor ved at planlægge, hvordan det bedst kan tilrettelæggelses under de nye omstændigheder, herunder afholdelse af fortsatte sættemøder og forhandlingsmøder virtuelt,” oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Forrige artikel EU-vagthund: Pro-russiske medier spreder misinformation om coronavirus EU-vagthund: Pro-russiske medier spreder misinformation om coronavirus Næste artikel Byggeriet lander overenskomst: Se hovedpunkterne Byggeriet lander overenskomst: Se hovedpunkterne