Cordua: Det regeringsuvillige folkeparti

Dansk Folkeparti er uden diskussion den største succes i dansk politik i de seneste 20 år. Målt i mandater er partiet nu landets næststørste – og det største i blå blok. 21 procent - dvs. mere end hver femte vælger - stemte på DF ved seneste folketingsvalg.

Årsagerne til den ubetingede succes er mindst tre. En fremragende ledelse. Udlændingepolitikkens stigende aktualitet. Et langvarigt næsten monopol på EU-modstanden til højre for Enhedslisten.

Igennem 10 år i 00'erne kørte det derudaf for DF med en arbejdsdeling, hvor VK regerede, og DF - imod indrømmelser på især udlændingeområdet - støttede den økonomiske politik. Siden valget er den arbejdsdeling ophørt, og DF viser tegn på krise, og fornemmelsen af usårlighed er væk. Bevares. DF ligger i målingerne lidt under det fornemme valgresultat, men det kan sagtens hentes i en valgslutspurt. Det har partiet vist før. Ingen alarmer står og blinker lige her og nu.

Skærpet konkurrence
Det er mere andre problemer, der presser sig på. Særligt er det tydeligt for alle andre, at DF slet ikke får nok indflydelse for sine mandater. Det skyldes især, at de ikke længere er afgørende som i 00’erne og den skærpede konkurrence om profilering blandt partierne i blå blok.

Alle ved, at DF er blå bloks største parti, men ingen kan se det. DF viser ingen tegn på vilje til at gå i regering, og folketingsgruppen fremstår derfor i stigende grad som nogle meget velbetalte mandagstrænere, der står ude på sidelinjen og råber af spillerne inde på banen, hvor kun Venstre spiller. Kun når bolden er lagt til rette på straffesparkspletten, og målmanden taget ud, ser man Kristian Thulesen Dahl på banen for at skyde et straffe. Uheroisk fedtspilleri, som kun kan lade sig gøre, fordi mange af DF's vælgere i stort tal kun går op i DF's mærkesag om stram udlændingepolitik, og fordi de afskyer alternativet i form af Venstres Lars Løkke Rasmussen, hvis renommé som bjergsom fusker tilsyneladende er uafrystelig.

Problemet er altid regeringens
DF kræver konstant stramninger i udlændingepolitikken og permanente grænselukninger. Begge dele er leveret af regeringen, men med bred opbakning fra alle øvrige blå partier og ikke mindst Socialdemokraterne. DF's reaktion er følgelig yderligere stramninger og kritik af deres egen statsminister for at sidde på hænderne i udlændingepolitikken.

Indtil videre mobiliserer det vælgerne. DF's krav driver udviklingen mod større stramninger, men man vil ikke ind og rode med administrationen og risikere at blive fedtet ind i at skulle forsvare den førte politik. Problemerne er altid regeringens.

Strammere udlændigepolitik splitter V
Hvad så med andre politik-områder? For Venstre-regeringen er det naturligvis afgørende at føre sin egen politik i det omfang, der er opbakning til det. Man har en strategi – regeringsgrundlaget – som man følger. Det vil ændre sig, hvis DF meldte sig klar til at indgå i en regering. Så vil et nyt regeringsgrundlag skulle skrives, hvor begge partier skulle kunne se sig selv i politikken. Og begge partier skulle forholde sig til dilemmaerne, træffe beslutningerne og ikke mindst forsvare beslutningerne. 

Hvad er egentlig fællesmængden af DF's og Venstres politik på de to områder, hvor DF mobiliserer vælgere? En strammere udlændingepolitik? Det vil nok kræve et opgør med flygtningekonventionerne. Det kan Venstre ikke holde til i længden. Det vil splitte partiet yderligere, end det gør i forvejen. Det er derfor udelukket, at Venstre vil røre ved konventionerne. EU? Total uenighed mellem V og DF. 

Spændetrøje i regering
Hvad så med resten? Det vil sige den økonomisk politik med videre? Det er sikkert muligt. Problemet er bare, at det er områder, som DF's vælgere ikke er specielt optaget af. DF mobiliserer på baggrund af EU-modstand og udlændingestramninger hinsides konventionerne. DF får svært ved at mobilisere vælgere, hvis de sidder i regering, hvis de skal forsvare status quo. Det vil virke som en spændetrøje, og muligvis gøre det muligt for konkurrerende højrefløjspartier at etablere sig.  Det vil virke imod DF's DNA som protestparti. Ergo kommer DF ikke i regering med Venstre.

Hvad nu hvis DF selv tager regeringsmagten efter et kommende folketingsvalg, hvor man er blevet endnu større end Venstre i blå blok? Ja, det kræver naturligvis, at en række andre partier vil hjælpe dem med at afvikle vores forhold til EU i britisk retning, som Thulesen Dahl foreslår.

Det er muligt, at DF og K vil det, men næppe Venstre. Men måske er der hjælp at hente fra den yderste venstrefløj hos Enhedslisten, hvis mandaterne i alt rækker til 90? Risikoen for DF med hensyn til at stå med en tabersag er overhængende. Så hellere sige nej tak og overlade skraldet til det decimerede Venstre. Men hvor længe kan DF nægte at påtage sig ansvaret?

En DF-mindretalsregering skal naturligvis påtage sig opgaven med at tage et opgør med konventionerne. Hvem skal hjælpe dem med det? Muligvis LA og K. Det rækker næppe til 90 mandater. Så hellere sige nej tak og fortsætte kritikken ude på sidelinjen, selvom DF-vælgere utvivlsomt håber på den dag, hvor Kristian Thulesen Dahl med borgerlig støtte kan sætte sig i statsministerstolen og med Kenneth Kristensen Berth som EU-afviklingsminister og Morten Messerschmidt som udenrigsminister. 

DF's garanti om Europol
Men inden den dag oprinder, må Søren Espersen sukke over de ”uduelige” Venstre-folk såsom DF's nuværende ”mod- og viljeløse” statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen, der sammen med EU-kommissionsformand Donald Tusk slår sig i tøjret med udsigten til at få fixet en dansk parallelaftale om Europol. Som Espersen skriver i dette tweet fra i dag:

”Fortvivlende at fornemme, at Regeringen hverken har evne, vilje eller mod til at ordne noget så simpelt som en parallelaftale med EU...”

Den ”simple” parallelaftale tager ifølge Pro-EU-Tænketanken Europas Bjarke Møller cirka seks år at forhandle på plads. Ingen ved det dog med sikkerhed, for der er vist aldrig før forhandlet en parallelaftale på plads med samme omfang. Man arbejder under tidspres, for Europol overgår som bekendt til at blive et overstatsligt foretagende næste år, hvor så Danmark står til at glide ud, hvis ikke man kommer med inden.

Formentlig er DF revnende ligeglade med, om Danmark kommer med i Europol, som af nogle modstandere betegnes som ligegyldigt. Problemet for DF er imidlertid den garanti, som Kristian Thulesen Dahl og andre top-DF’ere udstedte til vælgerne forud for folkeafstemningen 3. december, hvor danskerne blandt andet af den siden skandale-ombruste Morten Messerschmidt blev forsikret, at Danmark kunne blive medlem af Europol på NØJAGTIG de samme vilkår, hvis de altså stemte nej.

Der blev således afgivet et klokkeklart løfte fra DF, som det så er blevet regeringens lod at indfri. Selvsagt har regeringen ingen interesse i at fremstille en sådan forhandling som en nem sag. Det er bare ikke det samme som, at det er en nem sag. I denne gråzone er der rigelig plads for politisk fortolkning, hvor der sættes prismærkesedler på regeringens handlingsvilje.

Tæt på umuligt
Hvis man lytter til embedsmænd, mediernes korrespondenter, EU-systemets folk og de politikere, der sidder med ansvaret, så siger de alle, at det er tæt på at være umuligt at nå at lave en parallelaftale i år, fordi EU er optaget af andre ting især konsekvenserne af Brexit-afstemningen i UK 23. juni, flygtningekrisen og nye problemer med at finansiere det permanente underskud i Grækenlands statskasse

Hvis man lytter til DF og andre nej-sigere som Enhedslisten, så er det kun den politiske vilje – ikke mindst hos regeringen – der står i vejen for en parallelaftale. Det har disse partier, der i sin tid udstedte garantien på andres vegne, OGSÅ en interesse i at sige. (At forestille sig, at DF melder sig til at tage ansvaret er naturligvis helt på månen)

DF reagerer i øvrigt i stigende grad ganske skingert på kritik. Når Morten Messerschmidt skal betale uretmæssigt modtagne millionbeløb tilbage til EU, så trækker DF-toppen ”konspirationskortet”, hvor alting kan forklares med henvisning til ”den store sammensværgelse mod EU-modstanden”. Når det er svært at forhandle parallelaftale, så er der igen tale om en stor konspiration mellem Bruxelles, embedsmænd og regeringen. Sådanne muligheder har DF ikke, hvis partiet en dag sidder i regering.

DF langt fra regeringsbænkene
Status er derfor, at ét år inde i Lars Løkke Rasmussen-regeringens omtumlede levetid, så er Dansk Folkeparti længere væk fra regeringsbænkene, end mange iagttagere spåede for kun ét år siden.

Det har man det egentlig godt med i Venstre. Spørgsmålet er, om man har det godt med det i Dansk Folkeparti. Nok bedre end man vil være ved udadtil, hvor DF står sig fint med at revse den regering, som man ellers selv har bragt til magten. Det er sikkert i fint tråd med de 82 procent af deres vælgere, der ifølge Altingets nylige meningsmåling foretrækker en anden end Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger