COP15 set i Løkkes bakspejl

Fra Facebook:

Jeg lovede i går, at når jeg havde fået sovet lidt, så ville jeg vende tilbage og fortælle noget mere om det resultat, som vi opnåede i Bella Centeret i går. Nedenfor kan du læse om, hvad vi nåede og ikke nåede - og ikke mindst, hvad vi gør herfra. Det er blevet lidt langt, men jeg synes det er vigtigt at få fortalt om ikke hele historien, så i hvert fald noget mere af den.

Det lykkedes trods alt at få samlet verdens stats- og regeringschefer om en indholdsdiskussion om klimaforandringer. Det lykkedes os at få meget bred enighed om strukturen for en ny global klimaaftale, som kan virke allerede næste år.

Vi havde sat os to mål: At skabe enighed om denne nye ramme. Og at få landene til at melde deres konkrete indsatser ind, så vi kunne komme i gang allerede fra januar. Det første lykkedes, det sidste blev udsat til 31. januar.

Forløbet var ikke kønt det sidste døgn. I en proces, hvor man arbejder efter konsensus, er det vanskeligt at lægge en klar linje. Vores lederskab blev udfordret af lande, der ikke ønskede en aftale - eller i hvert fald ikke den aftale, det overvældende flertal bakkede op omring. Fem lande kan spænde ben, som vi også så det i København.

Ord som inklusiv, transparent, og partsdrevet lyder alle meget positive. Men ordene blev primært brugt af dem, som ikke ønskede et godt resultat, og dermed blev ordene brugt som barriere for fremdrift på indholdet. Fra dansk side var vi parate til at fremlægge kompromis tekster, så rammerne var på plads, inden statslederne kom. Men vi fik ikke lov.

Vi forsøgte fra dansk side at presse processen, så meget vi kunne og lidt til. Det betød, at vi blev anklaget for brud på principperne om inklusivitet, transparens og partsdreven. Det beklager jeg, men jeg fortryder det ikke. Også selv om forløbet i allersidste fase gav indtryk af kaos. Det er vanskeligt ikke at blive frustreret over at have så meget beslutningskraft samlet - og så opleve, at der bliver spændt ben på den allersidste strækning.

Der er mange, der har kritiseret os for at have talt for meget med amerikanerne og for lidt med ulandene. Det er noget rent vrøvl. Den første og mest udtrykkelige støtte til vores strategi kom fra Commonwealth topmødet, hvor 55 stats og regeringschefer for en måned siden direkte bakkede op om vores forhandlingsstrategi. Der deltog USA ikke - men det gjorde Indien og Sydafrika - foruden talrige mindre udviklingslande.

Man skal ikke forveksle Sudan med udviklingslandene i almindelighed. Både den afrikanske union, ø-staterne og de mindst udviklingslande bakkede aktivt og konstruktivt op bag det danske formandskab.

Hvad nåede vi så?

Vi fik skabt meget bred enighed om den ramme, alle lande nu kan melde deres konkrete tiltag ind til. Det skal ske inden 31. januar.

Vi fik samlet en kreds af lande, som er helt centrale for at finde løsninger på klimaudfordningen. Der var lande, som både repræsenterer de største udledninger, og lande som er mest truet af klimaforandringer.

Disse lande blev samlet fordi de tilsammen udgør en gruppe som repræsenterer alle de interesser, som er i FN. Der er lang tradition i FN for sådanne repræsentative grupper - i praksis er det ikke muligt at forhandle direkte med 190 lande.


Hvad er indholdet i aftalen:

• For første gang anerkendte landene i FN 2 graders målsætningen. Før var det en videnskabelig anbefaling, nu er det et fælles mål.


• For første gang er ilandene nu indenfor samme ramme. Kyoto fejlede ved ikke at have USA med. De er nu med.


• For første gang lykkedes det at få de store ulande med i indsatserne for at begrænse klimaforandringer. Ulandene er parate til at lade deres nationale indsatser omfatte af et internationalt regime, og parate til at acceptere indblik i deres politikker. Det lyder måske ikke af meget, men det er faktisk et gennembrud.


• Det lykkedes at få aftalt solid finansiering med 30 mia. dollars de første tre år og stigende til en samlet ramme på 100 mia. dollars i 2020 omfattende såvel privat som offentlig finansiering. Det er en væsentlig stigning i klimastøtten fra rige til fattige lande.

Gruppen af afrikanske lande ledet af Etiopien premierminister Meles, de små sårbare østater under ledelse af Grenadas premierminister, verdens absolut fattigste lande under ledelse af Lesotho og Bangladesh' premierminister. Alle stod de sammen med verdens rigeste lande bag den aftale vi fik indgået. Det er i sig selv et gennembrud at have et fælles grundlag at arbejde videre på.

Hvad nåede vi ikke?

• Vi fik ikke reduktionsmål for de rige lande. Vi fik ingen udmeldinger fra de store ulande om deres hensigter om yderligere handlinger. Det ville vi også gerne have nået.


• Vi fik ikke stadfæstet hensigten om at begrænse globale udledninger i 2050 med 50% i forhold til 1990. Der var hårde forhandlinger i 26 landegruppen, men modstanden fra enkelte lande var for stor. Det beklager jeg mere end nogen anden, selv om 2-graders målsætningen jo indebærer at vi må reducere på det niveau.


• Set i bagspejlet var det måske for optimistisk at gå efter at få de konkrete tal og tiltag med allerede i København - flere af de største lande er jo ikke helt klar med deres konkrete politikker. Men vi mente, at forsøget måtte gøres. Det lykkedes ikke. Men vi fik en ramme for tallene og en tidsfrist for indmelding. Det er et vendepunkt - det er begyndelsen. Nu gælder det om af følge op.

Videre proces:

Vi kan nu starte en positiv diskussion om tallene. Copenhagen Accord indeholder jo to enkle appendixer, hvor hhv. i- og ulande kan melde deres bidrag ind. Det er i sig selv en væsentlig nyskabelse, der også kan være med til at skabe større gennemsigtighed i, hvad de enkelte lande bidrager med. Der er i aftalen sat frist til 31. januar for indmeldinger. Så må vi drøfte ambitionsniveauet for at sikre, vi når de to grader.

Jeg tror at vi kommer til at drøfte ambitionsniveau helt frem til juni, hvor den tyske kansler lovede at være vært for en konference med fokus netop på tal og ambitioner. Vi vil samarbejde nært med Tyskland og andre lande for at bevæge positionerne inden da.

Københavnsaftalen (Copenhagen Accord) blev anerkendt af COP15 (The Conference of the parties take notes of). Det blev samtidig besluttet, at den kun skal gælde for de parter, som vælger at tilslutte sig den.

Det ryster mig, at kun fem lande kan forhindre et fælles resultat. Jeg havde ved afslutningen svært ved at skjule min frustration over, at så få lande kunne blokere noget så vigtigt.

Den videre proces indebærer, at vi fra dansk side vil bede alle lande om at meddele deres tilslutning til aftalen til FN. Jeg vil derudover inden jul skrive til alle de ledere, som var med til at udforme aftalen og bede om en genbekræftelse af deres tilslutning til den. Samtidig vil jeg bede en række ledere om hjælp med at få fuld opbakning til aftalen:

Jeg håber at vi fællesskab inden den 31. januar vil have opbakning fra de mange lande, som ved konferencens slutning appellerede til, at resultatet blev et fælles grundlag for det videre arbejde i FN processen.

Vi har fået seks måneder til at fastholde dynamikken og få et ambitionsniveau fastlagt i juni. Den tid må vi bruge godt sammen med nære partnere. Der var så mange positive stemmer i forløbet, vi kan bygge på. Vi må ikke lade os skræmme af de få - men høje røster - som forsøgte at blokere for fremskridt.

Vi fik bekræftet på COP15, at selv med de bedste intentioner, kan man ikke skynde på processen. Vi må gå roligt og sindrigt til værks.

De lande, som vælger ikke at tilslutte sig Københavnsaftalen, vender i mine øjne ryggen til den internationale klimadagsorden.

Jeg må erkende, at Danmark stod i frontlinien og derfor også måtte tage mange slag fra de lande, der ikke ville gå så hurtigt frem, som vi ville. Det nok svært at undgå kritik, når man går i clinch med de største lande i verden og forsøger at skabe et konkret resultat, alle kan være enige om. Når man står som vært for noget, der går hen og bliver så omfattende, er det svært at undgå kritik.

Mange vil nu have meninger om, hvordan al ting kunne have været gjort bedre. Og jeg kan da også selv komme i tanke om forløb, der kunne have været smukkere. Det kan jeg kun beklage. Men jeg fastholder, at strategien var rigtig, hvis vi skal opnå den mest ambitiøse klimaaftale. Det arbejdede jeg hårdt for. Det arbejdede Connie Hedegaard hårdt for. Hun har gjort en kæmpeindsats de sidste to år, sammen med alle dem, der på alle niveauer har knoklet med at skabe det bedst tænkelige slutprodukt fra denne konference, der endte med at blive intet mindre end den største nogensinde.

Jeg sagde fra starten, at det i København var op til den politiske vilje at nå et resultat. Med så mange stats- og regeringschefer tilstede var der en enestående mulighed for at være ambitiøse på verdenssamfundets vegne. Men i forhandlingslokalet var det svært at omsætte den politiske vilje til konkrete resultater. For de fleste var det politiske engagement ægte og - tror jeg - uden fortilfælde. Der var tale om meget intensive forhandlinger.

Det var skuffende at opleve, hvor hårdt der blev polemiseret mod formandskabet for at svække vore muligheder for at drive en aftale frem. Mange beskyldte os for ikke at konsultere nok. Andre for ikke at drive hårdt nok på. Der er jo umuligt i praksis at stille alle tilfredse, og det er klart, at når der pludselig er 130 stats og regeringschefer i byen, og jeg sidder dybt begravet i heftige forhandlinger, vil der være nogle, der føler sig oversete. Det har vi også mærket, og jeg beklager det. Men svært at se, at det kunne være meget anderledes.

Danmark blev også beskyldt for at være ilande venlig. Hele sagen om venlighed overfor ilande eller ulande er en rent spin. Danmark forsøgte at få et klimavenligt resultat. Hverken ilande eller ulande har brug for tekster, der plejer deres interesser, hvis der aldrig bliver enighed om disse tekster.

I sidste ende er to to-graders målsætningen og de konkrete indsatser for at opnå den, der er afgørende. I en Kyoto model vil mindre end en fjerdedel af udledningerne være omfattet af udledningsbegrænsningerne. Ad den vej, kan vi ikke nå to graders målet. I den ramme, vi nu har skabt, indgår 3/4 af udledningerne.

Taberen i dette spil kan let blive FN. Hvis FN processer strander på procedurer og fastlåste positioner, så mister organisationen politisk relevans. Der var meget stor frustration blandt mange - men få bud på, hvordan man overkommer obstruktionen fra de få lande, der blokerer for fremskridt.

Nu er Mexicos præsident sat i førersædet frem mod COP16. Som COP formand vil Danmark hjælpe ham alt det vi kan. Ingen ønsker så meget som Felipe at drive processen fremad mod et godt resultat. Ingen ønsker som ham at udvise lederskab. Jeg ønsker ham al mulig held og lykke.