Connie H. vil gøre det lettere at skifte el-selskab

EL-FORBRUG: Central registrering af el-kundernes forbrug skal gøre det lettere at skifte el-selskab.

Det bliver lettere for de danske el-forbrugere at skifte el-selskab.

Klimaminister Connie Hedegaard (K) gav i går mandag således grønt lys for, at alle informationer om borgens elforbrug samles i én central enhed i stedet for de 86 forskellige, der findes i dag.

Det vil bl.a. betyde, at det ikke længere er nødvendigt at få to regninger, når man skifter el-selskab - en fra el-leverandøren og én fra det selskab, der bestyrer nettet.

"Et centralt register vil gøre det meget enklere for borgerne, når de ønsker at skifte elselskab. Det er i dag lidt af et bureaukratisk mareridt. Det bliver fremover lettere, hvilket sandsynligvis også vil fremme konkurrencen mellem elselskaberne," siger Connie Hedegaard i en pressemeddelelse.

Beslutningen bygger bl.a. på en udredning fra en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Energitilsynet, Dansk Energi, Foreningen af Slutbrugere af Energi, Energinet.dk og Energistyrelsen.

Det nye centrale register vil koste hver slutbruger ca. 15-30 kr. om året i engangsomkostninger og 2-5 kr. om året i drift.

Forrige artikel SF bevarer revolutionen Næste artikel Miljøminister i samråd om hormonforstyrrende stoffer