Chefen for Center for Cybersikkerhed stopper

Thomas Lund-Sørensen stopper som chef for Center for Cybersikkerhed. Han har været ansat som chef for centeret under Forsvarets Efterretningstjeneste siden 2012.

Efter næsten ti år i spidsen for Center for Cybersikkerhed stopper Thomas Lund-Sørensen.

Det skriver han på LinkedIn.

"Sidst i juni indgik regeringen og et bredt parlamentarisk flertal en cyberpakke til en værdi af 500 millioner, der i løbet af de næste to år skal styrke cybersikkerheden i Danmark gennem Center for Cybersikkerhed. Jeg har i nogen tid betragtet cyberpakken som det rigtige øjeblik at træde tilbage og give faklen videre," skriver Thomas Lund-Sørensen.

Thomas Lund-Sørensen har mange års erfaring fra Udenrigstjenesten og Forsvarets Efterretningstjeneste. Han har blandt andet været ambassadør i Jordan og været regeringens særlige udsending til Libyen (Benghazi) under oprøret mod Gaddafi.

Nu slutter en periode på 9,5 år som chef for cyberenheden. Hvad fremtiden angår, skriver Thomas Lund-Sørensen i opslaget, at alle muligheder er åbne.

"Det har været en god lang periode med konstant solid politisk opbakning, juridisk og organisatorisk udvikling, cybersikkerhedskrisehåndtering og samarbejde med store partnere nationalt og internationalt, der vil forblive hos mig for evigt, og som jeg er enormt stolt af," skriver han.

Forrige artikel Fhv. DR-chef ny direktør for filmfestivaler Næste artikel Liberal Alliance finder ny kampagnechef hos Cepos