Cepos: Udlicitering er vækstpolitik

Oven på velfærdsstatens gyldne år efter 2007 med den stærke vækst i de offentlige udgifter og den offentlige beskæftigelse, har vi nu fået en opbremsning. Der er kommet gang i en omstilling af dansk økonomi væk fra et stillestående samfund fokuseret på velfærdskonsum og i retning af et samfund, som bliver bedre til at mobilisere velstandsfremgang.

Men der er tale om et langt, sejt træk, og omstillingen går langsomt. Det afgørende er imidlertid, at vi ser en ny tendens til, at job flyttes fra den offentlige sektor til den private produktionssektor.

Figuren tegner et billede af den vending i beskæftigelsesmønsteret, som vi nu så småt ser. Det fremgår imidlertid også med stor tydelighed, at omstillingen fra et samfund fokuseret på konsum af velfærd til en model mere orienteret på løbende øgning af velstand foregår ganske svagt og langsomt. Figuren viser udviklingen frem til og med 2013, men denne konstatering har også gyldighed for udviklingen siden. Omstillingen er skrøbelig, og den foregår måske også alene, fordi der ikke er nogen vej udenom i øjeblikket.

I den offentlige debat er der også en tendens til at sidestille omstillingen med offentlige nedskæringer. Nødvendigheden udgør på den anden side også en afgørende tilskyndelse til effektivisering af produktionen af velfærdsservice. Det er en god grund til at se på inddragelse af private producenter på ny.

Sagen er nemlig den, at produktion i offentligt og i privat regi er kendetegnet ved en fundamentalt forskellig dynamik.

Enkelt udtrykt er den velfærdsøkonomiske hovedbegrundelse for at organisere produktion af velfærdsservice i offentligt regi, at denne organiseringsform i særlig grad lægger op til, at serviceydelser inddrages i en offentlig omfordelingspolitik. Derimod er den private organisationsform overlegen i henseende til at udgøre fundamentet for vækst og innovationer.

Private virksomheder er fri for begrænsninger i henseende til at øge produktionsomfanget og udnytte stordriftsfordele stærkere. Det leder private virksomheder til at afsøge markedsmulighederne også uden for lokalområdet og uden for landets grænser. Private virksomheder ved også, at hvis de ikke er innovative, så vil mere innovative konkurrenter overtage markedet.    

Udlicitering af velfærdsydelser
En lang række af analyser har for længst påvist, at der er et betydeligt økonomisk potentiale ved at udlicitere produktion af velfærdsservice til private virksomheder. Det potentiale udnyttes imidlertid langt fra, og ikke mindst kommuner og regioner går glip af betydelige milliardbesparelser. Kommuner stræber generelt mod så stort et volumen i eget regi som muligt, og en stor del af medarbejderne er organiseret i fagforeninger, som insisterer på at fastholde arbejdspladserne som offentlige arbejdspladser.

Der høres en række forklaringer på aversionen mod udlicitering: mulig kvalitetsforringelse eller forringelse af arbejdsvilkår, risiko for konkurser. Men erfaringerne understøtter ikke, at privat produktion skulle resultere i dårlig kvalitet og dårlige vilkår for medarbejderne. Og konkurs er trods alt en oprydning af produktion, som ikke fungerer ordentligt. Sådan en oprydningsmekanisme savnes i den grad i kommuner og regioner, hvor dårligt fungerende produktion også findes, men får lov at fortsætte, eventuelt understøttet af endnu flere penge.

Når vi gør klart, hvad der kendetegner privat organisering af velfærdsproduktion, viser det sig, at det økonomiske besparelsespotentiale ikke er den eneste kilde til velstandsfremgang ved denne organiseringsmåde. Når private virksomheder inddrages i produktion af velfærdsservice, får virksomhederne lagt grunden til en ekspansion, som såvel indebærer stærkere innovationer som ekspansion på stadigt større markeder, herunder eksportmarkeder. Set i perspektiv er det helt afgørende ved at organisere produktion af velfærdsservice altså nok, at vi får styrket de innovative kræfter på området, og at vi får understøttet en erhvervsmæssig vækst, som også vil styrke dansk økonomi i det hele taget.

Spørgsmålet er da, hvordan vi kommer ud over den nuværende situation, hvor inddragelse af private producenter næsten kun sker på marginale produktionsområder.

Her er det centrale i den ovenstående analyse, at beslutningstagerne ikke ser og tager alle potentialer i betragtning. Innovation skal ses i et langsigtet perspektiv, men kommunalpolitikeren vil nærliggende anlægge et firårs perspektiv frem til næste valg. Og erhvervsmæssig vækst og eksportvækst indgår heller ikke i kommuners beslutningsgrundlag.

Brug for et mere langsigtet perspektiv
Der er derfor brug for at få varetaget nogle overordnede hensyn i forhold til de enkelte beslutningstagere i de enkelte kommuner. Hidtil har vi i en del år haft aftaler mellem regering og kommuner om udliciteringsomfang, men det har primært ført til marginalt øget udlicitering på marginale områder.

Der er brug for en mere langsigtet og perspektivrig aftaleform, hvor der indgår øget inddragelse, også på kerneopgaver på velfærdsområdet. Det vil understøtte udvikling af en mere innovativ og eksportorienteret produktionssektor i Danmark for velfærdsservice.

Vi har brug for flere succeshistorier a la Falck, som har udviklet en virksomhed inden for velfærdsservice med 34.000 ansatte i 45 lande og med 8 milliarder i omsætning uden for Danmark. Det ville have været utænkeligt, hvis redningstjeneste havde været offentligt organiseret. 

---
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Han forsker bl.a. i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

debat@altinget.dk