Ny covid-ekspertgruppe skal bekæmpe svindel med hjælpepakker

Fire eksperter med forskellige perspektiver fra erhvervslivet skal styre en ny ekspertgruppe, der skal rådgive om kontrol af udbetalingerne fra hjælpepakkerne til dansk erhvervsliv under coronakrisen.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har nedsat en ekspertgruppe, der skal hjælpe og rådgive Erhvervsstyrelsen i arbejdet med at identificere og rådgive om håndtering af svindel med corona-hjælpepakkerne.

Det oplyser Erhvervsstyrelsen i en pressemeddelelse

Ekspertarbejdsgruppen er nedsat i kølvandet på den brede politiske aftale om hurtigere udbetaling og styrket kontrol fra den 20. maj.

Arbejdsgruppen består af fire eksperter med hver sit perspektiv og viden om erhvervslivet.

Eksperterne er regnskabsdirektør i Carlsberg Tina Aggerholm, bankdirektør i Jyske Bank Peter Trier Schleidt, professor ved Københavns Universitet Stephen Alstrup og partner i Sundgaard Advokater Pernille Bigaard.

De skal med udgangspunkt i deres kompetencer og viden komme med forslag til, hvordan den svindel med hjælpepakkerne i erhvervslivet kan blive bekæmpet.

Det indebærer at kortlægge mulige svindelmønstre for de fem kompensationsordninger, som ikke bliver indfanget af det nuværende kontrol-set-up.

De skal dernæst afdække mulige kontrolforanstaltninger med henblik på at imødegå de svindelmønstrene.

I den proces skal de fire eksperter anbefale eventuelle nye kontrolforanstaltninger.

Ekspertarbejdsgruppens kortlægning og anbefalinger skal ingå i arbejdet med den efterfølgende kontrol af udbetalingerne fra hjælpepakkerne.

Forrige artikel Mangeårig løsgænger bliver Nye Borgerliges femte byrådsmedlem Næste artikel Dødsfald: Fhv. formand for guldsmedene Torben Engell (82)