Carl Holst modsiger sig selv i brev

PRES: I august har Carl Holst skrevet, at hans nuværende spindoktor arbejdede som personlig assistent for ham som regionsrådsformand. Det har Holst tidligere benægtet.

Nettet strammes efterhånden om forsvarsminister Carl Holst (V).

Den seneste udvikling i føljetonen om Holst og hans særlige rådgivers fælles fortid i Region Syddanmark er et brev, hvor Carl Holst selv skriver, at en medarbejder i Region Syddanmark var ansat som hans personlige assistent.

Det skriver Ekstra Bladet, som er i besiddelse af brevet.

”Christian Ingemann Nielsen var fra medio 2014 til juni 2015 ansat som presserådgiver i Region Syddanmark og personlig assistent for mig som regionsrådsformand,” står der ifølge avisen i brevet.

Brevet er sendt til regeringens ansættelsesudvalg i august, i forbindelse med at Carl Holst fik ansat Christian Ingemann, som altså tilsyneladende var hans personlige assistent i Region Syddanmark, som særlig rådgiver.

Forsvarsministeren har tidligere nægtet, at det var tilfældet.

Sagen har udviklet sig hurtigt de seneste dage, i takt med at en stribe medier hævder, at Christian Ingemann har lavet pressearbejde i forbindelse med Holsts valgkamp. Det er ikke tilladt, da han er ansat for skattekroner.

Onsdag var sagen på dagsordenen i Region Syddanmarks forretningsudvalg. Udvalget fandt indicier for, at der har fundet misbrug sted.

Socialdemokraterne har indkaldt ministeren i samråd.

Forrige artikel Lav kronekurs udhuler dansk udviklingsbistand Lav kronekurs udhuler dansk udviklingsbistand Næste artikel Løkke vil tage imod 1000 ekstra flygtninge Løkke vil tage imod 1000 ekstra flygtninge