Byrådsmedlem i Hørsholm forlader DF

Efter voldsom intern strid i Dansk Folkepartis bestyrelse i Hørsholm melder byrådsmedlem Gitte Buchard sig nu ud af partiet i protest. Hun bliver i stedet løsgænger i Hørsholm byråd.

Det er med skytset rettet mod både sin egen tidligere lokalbestyrelse og den nationale partiledelse, at Gitte Buchard, kommunalbestyrelsesmedlem i Hørsholm, nu forlader Dansk Folkeparti.

Udmeldelsen af partiet kommer få dage efter Gitte Buchards egen mand på en generalforsamling i lokaleforeningen blev væltet som formand. Det skriver Ugebladet Hørsholm.

Gitte Buchard var indtil mandag 21. marts Dansk Folkepartis eneste medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm kommune, men hun er nu blevet løsgænger. Også husbonden har kappet båndene til partiet.

Eks-DF'eren rettede i forbindelse med sin udmeldelse af Dansk Folkeparti en skarp kritik mod både den landspolitiske linje og den nye lokalbestyrelse, der tog over i Hørsholm fredag 18. marts.

"Jeg har truffet min beslutning efter moden overvejelse og i særdeleshed efter en stormfuld generalforsamling i DF Lokalafdeling fredag den 18. marts. Her blev indvalgt en ny og rabiat bestyrelse for lokalafdelingen, en ny bestyrelse som efter min opfattelse flere gange har udtalt nationalsocialistiske holdninger til andre grupper af mennesker og anderledes tænkende," siger Gitte Buchard til Hørsholm Ugeavis.

Hun kritiserer også Dansk Folkeparti udenrigspolitiske kurs, hvor hun anklager partiet for at føre krig og bombe andre nationer uden at tage hensyn til de lidelser og flygtningestrømme, det medfører.

Formand for Dansk Folkeparti i Hørsholm Glen Madsen afviser Gitte Buchards beskyldninger.

Forrige artikel Dødsfald: Fhv. korrespondent Frode Kristoffersen (84) Næste artikel Alex Ahrendtsen stiller ikke op i Odense i 2017