Bykonger og kronprinser holder skansen

KV13: To ud af ni borgmestre mister deres absolutte flertal, men de øvrige holder stand, og nye er kommet til. Også arvtagerne til tidligere stærke borgmestre har fået solid opbakning.

Både Rødovres borgmester Erik Nielsen (S) og Iver Enevoldsen (V) i Ringkøbing-Skjern har mistet deres absolutte flertal. Til gengæld sidder Thomas Gyldal og Socialdemokraterne på knap 60 procent i Herlev, mens der også er kommet absolut flertal i Lemvig, Brøndby og Billund.

I 2005 var 36 procent af samtlige borgmestre bykonger, forstået som borgmestre med et absolut flertal i byrådet. Efter valget i 2009 var der kun ni tilbage, og nu er yderligere to røget, mens tre nye er kommet til. Dermed sidder 10 borgmestre nu på absolut flertal.

Tilbagegangen ærgrer Erik Nielsen i Rødovre, men ændrer ikke ved, at han fortsætter som borgmester med solid opbakning. Han har flere forklaringer på, hvad der har forårsaget tilbagegange fra 11 til ni mandater ud af byrådets 21 medlemmer.

"Der er ingen tvivl om, at jeg ikke har fået et personligt godt valg, og at partiet heller ikke har fået et godt valg. Som KL-formand kan der være en risiko for, at man er meget på den landspolitiske scene. Det kan spille en rolle," siger Erik Nielsen.

Han peger også på, at den lokale diskussion om grundskyld i Rødovre Kommune op til valget kan have belastet ham.

Vælgernes anerkendelse
I Ringkøbing-Skjern går Iver Enevoldsen og Venstre fra 16 til 14 mandater ud af kommunalbestyrelsens 29 medlemmer. Han har dog fortsat flertal sammen med Dansk Folkeparti og kan derfor forvente at fastholde magten, selv om resten af oppositionen udfordrede ham dagen efter valget.

En række kendte og markante borgmestre har trukket sig i løbet af den seneste valgperiode og overladt borgmesterposten til en yngre kronprins. Det er blandt andet sket i Ballerup, hvor Ove E. Dalsgaard (S) har givet stafetten videre til Jesper Würtzen og i Rudersdal, hvor Erik Fabrin (V) overlod posten til Jens Ive.

"Jeg ser valget som en anerkendelse fra vælgerne af, at jeg har gjort det godt i den tid, jeg har nået at sidde som borgmester," siger Jesper Würtzen, der har fået nogenlunde lige så mange personlige stemmer som de omkring 6.500, Ove E. Dalsgaard opnåede ved sidste valg.

Ove E. Dalsgaard sad som borgmester fra 1981 til 2012 og efterlod sig et absolut flertal. Og trods forgængerens mange år på posten, mener Jesper Würtzen ikke, at han har skullet kæmpe sig ud af nogen skygge.

Intet forspring i Aalborg
Den samme melding kommer fra Thomas Kastrup-Larsen (S) i Aalborg, som har overtaget posten som Aalborgs førstemand efter Henning G. Jensen, der har siddet siden 1998.

Med 16.641 personlige stemmer har Thomas Kastrup-Larsen fået omkring dobbelt så mange, som Henning G. Jensen fik ved valget i 2009.

"Jeg tager det som en stor opbakning til den politiske linje, som Socialdemokraterne står for, og som en opbakning til min person og den stil jeg har. Jeg er nok mere lyttende, end Henning har været det," siger Thomas Kastrup-Larsen.

Han mener ikke, at det har været en ulempe for ham, at han i modsætning til flere andre kronprinser først har overtaget borgmesterposten efter valget.

"På den her måde har jeg vundet borgmesterposten rent, og det synes jeg er en styrke. Men jeg har jo også haft en periode, hvor jeg var vikar for Henning. Men valgresultatet taler for, at jeg godt kunne have klaret det uden det," siger Thomas Kastrup-Larsen.

En god start
I Varde stopper Gylling Haahr (V), og overlader dermed borgmesterkæden til Erik Buhl (V), som kan glæde sig over en fremgang til partiet fra 49 procent i 2009 til 55 procent. Han peger på, at det gode resultat i høj grad skyldes en intensiv kampagne i kommunen.

"Det er holdindsatsen, som har båret igennem. Og når man ser på de personlige stemmer, så er der ingen tvivl om, hvem der har været borgmesterkandidaten. Så vælgerne bakker op. Og det er rigtig vigtigt, når man skal starte i en borgmesterstol, hvor forgængeren har gjort det godt," siger Erik Buhl med henvisning til de 3.510 vælgere, der har sat kryds ud for hans navn på listen.

Forrige artikel To borgmesterposter går til lokal-lister To borgmesterposter går til lokal-lister Næste artikel Udviklingsprofessoren der snublede Udviklingsprofessoren der snublede