BTMX henter ny debatredaktør fra 24Syv

Radio24Syvs morgenvært Sanna Fahnøe bliver BTMX' nye debatredaktør.

Sanne Fahnøe, der i øjeblikket arbejder som morgenvært på Radio24Syv, bliver ny debatredaktør på BTMX, skriver MediaWatch. Hun har tidligere arbejdet på BT, faktisk stoppede hun på avisen i april for at blive vært på Radio24Syv, men fra første juli er hun igen at finde på avisen.

"Sanne var en del af et meget stærkt ansøgerfelt, men vi valgte hende, fordi vi tror på, at hun bedre end nogen anden kan ramme vores læsere i hjertekulen og samtidig har blik for de store, fængende debatter," siger ansvarshavende chefredaktør på BTMX, Jens Grund.

Sanne Fahnøe kommer til at afløse Line Holm, der i starten af maj blev Liberal Alliances pressechef, og hun ser frem til at styre debatsektionen på BTMX.

"Jeg ser frem til at skulle stå i spidsen for, at de tankevækkende og væsentlige debatter når ud til BTMX' store læserskare. Vi er allerede meget stærke i især den trykte avis, men jeg ser et enormt potentiale i den digitale debat. Den skal både kredse om de store politiske uenigheder, men lige så vigtigt om børneopdragelse, sundhed, parforhold og kongehuset, som er kerneemner for BTMX," siger Sanne Fahnøe, der tidligere har været kronikredaktør på Søndagsavisen.

Forrige artikel Huffington Post henter dansk redaktør til direktørstilling Næste artikel Radikale klar til valg i Sønderborg