Bruxelles gearer op til politisk slutspurt

LOVKAPLØB: Der er 80 dage tilbage, inden EU-systemet går i politisk dvale frem mod valget til Parlamentet i maj. Altinget | EU giver her et overblik over de sager, der stadig er i spil.

BRUXELLES: EU's folkevalgte har et tæt øje på kalenderen. Den 17. april lukker Europa-Parlamentet ned for almindelig forretningsførelse forud for valget til Parlamentet i slutningen af maj. Det betyder, at der er ekstra gang i lovgivningsmaskineriet.

"Vi har nået et tidspunkt, hvor Parlamentet presser på for at få stemt så meget igennem som muligt. Der er stor aktivitet blandt parlamentarikerne, som har travlt med at godkende lovgivningen, mens rapporterne stadig bærer deres navn. En del er slet ikke sikre på at kunne blive genvalgt, mens andre ikke stiller op, så derfor er der fokus på at få arbejdet færdiggjort," siger Doru Frantescu, der er daglig leder af VoteWatch, en organisation, der overvåger stemmeadfærden i EU's to lovgivende instanser, Ministerrådet og Parlamentet.

Rådets skyld?
På en række områder er Parlamentet dog hæmmet af, at deres modparter i Ministerrådet ikke har kunnet blive enige om en fælles holdning. Så selv om de folkevalgte meget gerne for længst ville have været i gang med at forhandle om emner som databeskyttelse, kvindekvoter, medicinsk udstyr og produktsikkerhed, bliver de bremset af, at ministrene stadig er i gang med at diskutere.

Nogle forslag er decideret blokerede, mens andre bare snegler sig så langsomt frem mod en løsning, at timeglasset snart rinder ud for denne parlamentariske forsamling.

Lovarbejdet gøres heller ikke nemmere af, at det siddende græske EU-formandskab har fået overdraget en række sager, som ingen har kunnet blive enige om, og som de nu skal forsøge at manøvrere igennem.

Kilder i Rådet gør klart, at kompromisvilligheden i Parlamentet er blevet større i takt med, at deres termin nærmer sig en udløbsdato.

En række komplicerede sager, spændende fra tobaksdirektiv til miljøvurderinger, er faldet på plads for nylig, uden at Parlamentet har fået trumfet deres mærkesager igennem. 

Usikkerhed om nyt Parlament spøger
Ministerrådet har dog også selv en interesse i at få lukket en del sager, inden Parlamentet går i valgkampsposition, påpeger Doru Frantescu. De første meningsmålinger om valget viser, at det står til at blive en mere broget forsamling med omkring 100 medlemmer fra den yderste højrefløj og omkring 50 fra det yderste venstre, som mange frygter ikke vil være så konstruktive i lovarbejdet.

"Hvis man tager i betragtning, at det næste Parlament bliver sammensat af mere radikale parlamentarikere, vil der være en interesse i at få vedtaget lovgivningen nu," siger han.

Parlamentet skal bruge det meste af juni og juli til at konstituere sig selv. Det vil sige, at reel lovgivningsaktivitet ikke kan forventes at være ordentlig i gang igen før efter sommerferien.

Forrige artikel DF skovler vælgere ind fra Løkke og Thorning DF skovler vælgere ind fra Løkke og Thorning Næste artikel S angriber borgerlig SU-bekymring S angriber borgerlig SU-bekymring