Brüchmann stopper som digital chef på TV 2
Digital chef på TV 2, Peter Brüchmann, forlader posten. Det sker i kølvandet på oprettelsen af en ny direktørstilling på området.
Efter lidt under to år på posten stopper Peter Brüchmann som digital chef på TV 2. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Selv forklarer han sin fratræden med TV 2's nye digitale strategi, der blandt andet indebærer oprettelsen af en ny stilling som digital udviklingsdirektør.
"TV 2 har truffet en rigtig og offensiv beslutning ved at løfte det digitale område ind i direktionen. Jeg har i den forbindelse kigget på den bane, der ligger foran mig på TV 2 og konkluderet, at den ikke er det, jeg blev ansat til," siger han i pessemeddelelsen.
Peter Brüchmann stopper per 1. november, hvorefter han skal arbejde i sit eget firma 2020 by Brüchmann. Hans stilling på TV 2 bliver ikke genbesat.