Fagforeninger og ngo’er: Drop ny gasjagt i Nordsøen

Danmarks internationale arbejde klinger hult, hvis vi uden for egne grænser opfordrer resten af verden til at stoppe med udvinding, mens vi på hjemmefronten skruer op for gashanerne, skriver alliancen Broen til Fremtiden. 

Ruslands krig i Ukraine, sammenholdt med de høje priser på fossil gas, har fået et norsk selskab til at ansøge den danske regering om tilladelse til at gå på gasjagt i Nordsøen. Derfor åbner regeringen nu for en miniudbudsrunde i Nordsøen med henblik på ny gasjagt.

Vi er i klimaalliancen ’Broen til fremtiden’ stærkt bekymrede over regeringens planer om øget udvinding af fossil gas i Nordsøen.

Det er ikke en farbar vej for den danske klimapolitik, og derfor fraråder vi som fagforeninger og ngo’er en ny såkaldt miniudbudsrunde. 

2030-mål og nordsøolie kan ikke være en del af samme plan

Svaret på energikrisen er ikke ny gasjagt i Nordsøen. Danmarks modsvar på vinterens høje energipriser har allerede demonstreret potentialet i at spare på energien og stille om til vedvarende energi. Forbruget af fossil gas faldt sidste år med 29 procent og bidrog til, at det faktiske energiforbrug faldt med 1,5 procent.

Vi kan faktisk undvære den fossile gas, hvis vi fortsætter udbygningen med fjernvarme og varmepumper og samtidig udvikler på anden vedvarende energi. Vi har i Danmark et mål om 100 procent grøn gas i 2030, men det mål når vi kun, hvis vi prioriterer indsatsen og bruger vores ressourcer på det – og ikke på nye fossile brændsler.

Den grønne omstilling kræver kvalificeret arbejdskraft. Udbygning af fjernvarmen, flere varmepumper, energiøer og energiparker bygger ikke sig selv. Der er brug for mange forskellige uddannelsesgrupper med specialiserede kompetencer i omstillingen.

Derfor er der ingen grund til at igangsætte projekter, der sender arbejdskraft efter sort energi og solnedgangsteknologier som olie- og gasudvinding. Der er brug for en grøn prioritering fra regeringens side – ikke ny udvinding af sort energi.

En undergravelse af Danmarks engagement

Danmarks erhvervspolitiske og beskæftigelsesmæssige interesse er da også at fremme grøn energi og grønne teknologier verden rundt. Tænk bare på de mange grønne virksomheder og job, vi har i Danmark. 

Udover at svække den danske klimaindsats vil et miniudbud i Nordsøen også undergrave Danmarks internationale engagement. ’Broen til fremtiden’ støttede den politiske aftale fra 2020 om at aflyse den 8. og alle fremtidige udbudsrunder - undtaget den kattelem til miniudbud, som regeringen nu vil bruge.

{{toplink}}

På baggrund af den politiske aftale lancerede Dan Jørgensen (S) sammen med Costa Rica alliancen BOGA, The Beyond Oil and Gas Alliance, der skulle arbejde for at stoppe nye olie- og gasjagt verden over. Det er et virkelig flot initiativ, hvor Danmark indtog en nøglerolle i den globale klimakamp.  

Men Danmarks stærke budskab med BOGA og vores internationale arbejde klinger rimeligt hult, hvis vi uden for egne grænser opfordrer resten af verden til at stoppe med udvinding, mens vi på hjemmefronten skruer op for gashanerne. 

Derfor siger vi som fagforeninger og ngo’er: ingen nye gasudbud i Nordsøen, tak.

Forrige artikel Moderaterne: Giv stærke og svage elever adgang til skræddersyede læringsforløb Moderaterne: Giv stærke og svage elever adgang til skræddersyede læringsforløb Næste artikel Radikale: Ingen vinder ved, at vi likviderer vores efterskoler Radikale: Ingen vinder ved, at vi likviderer vores efterskoler