Britta Thomsen genopstiller til Europa-Parlamentet

MEP Britta Thomsen (S) er blevet genvalgt som Region Sjællands spidskandidat til valget i 2014.

Britta Thomsen har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2004. Hun har især beskæftiget sig med energipolitik, grønne job, ligestilling og udsattes vilkår. Lige nu arbejder hun med et direktiv om bæredygtigt biobrændsel. Om sit arbejde med energipolitik siger hun: "Hvis Europa skal klare sig i den internationale konkurrence, bliver vi nødt til at investere i udviklingen af vedvarende energi og energibesparelser. Det vil skabe arbejdspladser, forbedre klimaet og sikre, at kineserne køber grønne løsninger af os om 20 år og ikke omvendt." Hun er medlem af Europa-Parlamentets udvalg for energi, industri, it og forskning, og hun er valgt til gruppeformand i ligestillingsudvalget. En post, der medfører, at hun også er med i den politiske ledelse af den socialdemokratiske gruppe. I 2012 modtog Britta Thomsen Sundhedskartellets ligelønspris for sit arbejde i Europa-Parlamentet.
Forrige artikel Mærsk Mc-Kinney Møller optaget i maritim Hall of Fame Næste artikel Dansker ny formand for europæisk journalistforbund