Brian M.: DF kan komme i regering

VKO-REGERING: Dansk Folkeparti kan blive en del af regeringen, hvis det står til Brian Mikkelsen. LA rasler med sablerne.

På trods af en stribe uenigheder mellem De Konservative og Dansk Folkeparti, åbner justitsminister Brian Mikkelsen (K) nu døren til regeringen for Dansk Folkeparti.

"Vi er utrolig tilfredse med det samarbejde, vi har med Dansk Folkeparti," siger Brian Mikkelsen til TV 2 og fortsætter: 

"For mig er det afgørende politikken og ikke de personer, man samarbejder med. Jeg har det personlig godt med partiet, så jeg har ingen problemer med, at partiet kommer i regering, men det afhænger udelukkende af det politiske."

Liberal Alliance afviser
Brian Mikkelsens udmelding får Liberal Alliance til at true med at trække støtten til VK-regeringen, hvis de to nuværende regeringspartier lukker Dansk Folkeparti indenfor i ministerkontorerne.

"Vi vil under ingen omstændigheder støtte en regering, hvor Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl får ministerposter. Har vi de afgørende mandater efter næste valg, vil vi ikke acceptere en VKO-regering" siger Simon Emil Ammitzbøll, politisk ordfører for Liberal Alliance ifølge jp.dk.

Liberal Alliance vil efter næste valg pege på Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, som statsminister, men partiet vil insistere på, at han skal lede en ren VK-regering.

Der skal kun flyttes et mandat i forhold til den nuværende sammensætning af Folketinget, før Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har brug for Liberal Alliances støtte.

Forrige artikel Aviser: Den sidste fuldblodspolitiker Aviser: Den sidste fuldblodspolitiker Næste artikel Messerschmidts ønske om vaccine vækker forargelse