Borgmestre truer staten med retssag i kystkrig

KYSTSIKRING: Tre borgmestre står klar til at sagsøge staten, hvis ikke der kommer nationale penge til sikring af Sjællands nordlige kyst. Alternativt efterlyses en ny landsdækkende fond for kystbeskyttelse.

Hvis ikke staten selv kommer til lommerne og bidrager mere til den fremtidige sikring af de danske kyster, så må staten tvinges.

Det er budskabet fra borgmestrene i Gribskov, Helsingør og Halsnæs oven på, at regeringen i sidste uge præsenterede sin analyse af de danske kysters beskaffenhed.

Med den i baghovedet er borgmestrene nu parat til at gå i offensiv for at sikre en mere ligelig fordeling af omkostninger forbundet med at sikre kysterne.

Centralt står ønsket om at få staten til at bidrage til finansieringen af kystsikringsprojekter på lige fod med andre grundejere.

Gribskov Kommune er tovholder på de tre kommuners kystsikringsstrategi.

Og ifølge Gribskovs borgmester, Kim Valentin (V), er det mere end svært at få staten til at spytte i kassen, fordi den generelle holdning er, at de statslige grunde ikke har brug for kystsikring.

”Hvis ikke staten vil deltage, så bliver der en sag ud af det. Så må vi gøre et krav gældende og gå rettens vej, så staten kan dømmes til at betale,” siger Kim Valentin.

Ligeglad med loven
Afsættet er, at staten ejer en ikke ubetydelig andel af de grunde, som ligger helt ud til kysterne – ikke mindst på Nordsjælland.

Dermed kan kommunerne ifølge Kim Valentin pålægge staten at bidrage til finansieringen af kommunalt initieret kystsikring.

Men oplevelsen på Nordsjælland er, at den udlægning af loven ikke møder nogen særlig lydhørhed fra de statslige grundejere.

Derfor har Gribskov Kommune fået udarbejdet et juridisk responsum fra advokatfirmaet Horten, der klarlægger kommunernes mulighed for at pålægge staten at bidrage til kystsikringen.

”Ind til nu har man bare sagt, at vi er over loven. Det er staten ikke. Og jeg er irriteret over, at man er så ligeglad,” siger Kim Valentin.

Fond for kystsikring
Regeringens kystanalyse udpeger netop den sjællandske nordkyst som særligt udsat for erosion.

Som reaktion på det har Kim Valentin og hans borgmester-kolleger fra Halsnæs og Helsingør nu sat miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) stævne.

Her vil de tage fat på alternative modeller til finansiering af kystsikring.

Allerhelst vil de tre borgmestre have andel i de 90 millioner kroner, staten årligt bruger på kystsikring ved Vestkysten. Men det har Esben Lunde Larsen allerede skudt ned.

Ifølge Kim Valentin kan en anden model derfor være at få oprettet en landsdækkende fond, der kan finansiere hele eller dele af de lokale kystprojekter.

Den idé præsenterede han allerede på KL’s årlige topmøde for teknik- og miljøområdet i foråret. Og KL har efterfølgende taget den til sig.

”Hvis man ikke vil flytte penge fra indsatsen i Vestjylland eller komme med flere penge, så må man jo se på en anden finansieringsmodel,” siger Kim Valentin.

Fonden skal kunne sikre billige lån til grundejerne ved at udstede obligationer med førsteprioritet i de omfattede ejendomme.

Direktorat: Vi mangler at se projektet
Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Det er Kystdirektoratet, der sidder med det konkrete statslige myndighedsansvar for kystsikringen.

Her hæfter man sig ved, at de nordsjællandske kommuner endnu ikke har fremlagt et endeligt projekt for sikringen af Nordkysten og således heller ikke for statens rolle som grundejer i den forbindelse.

”Vi har ikke set det projekt endnu, og derfor har vi ikke mulighed for at forholde os til et eventuelt sagsanlæg på nuværende tidspunkt,” siger Hans Erik Cutoi-Toft, afdelingschef i Kystdirektoratet.

Forrige artikel Dansk Folkeparti laver lille ordførerrokade Dansk Folkeparti laver lille ordførerrokade Næste artikel Har du fulgt med: Prøv quizzen Har du fulgt med: Prøv quizzen