Borgmester: Folkemødet giver liv til folketingsvalg

FOLKEMØDE: Folketingsvalget kommer ikke til at tage livet af Folkemødet, sagde Bornholms borgmester, Winni Grosbøll, da hun åbnede årets folkemøde. Tværtimod vil det give liv til valgkampen, lød det.

BORNHOLM: Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S) torsdag eftermiddag åbnede Folkemødet i Allinge, der bliver afholdt for femte gang. 

"Man kan godt kalde det et jubilæum. Det er et lille jubilæum, men hvilket jubilæum! Folkemødet har haft vokseværk fra start. Det har haft sin egen vilje og formet sig undervejs," sagde Winni Grosbøll til klapsalver fra den fremmødte forsamling.

Og der var tæt pakket foran hovedscenen, hvor åbningsseancen foregik. Der var bornholmsk dialekt, dialekter fra resten af landet og sågar sprog fra andre lande. Der var jakkesæt og campinghabitter, gamle og unge, og lokale, professionelle og turister. 

Geert Wilders-kritik
Særligt to arrangementer har fået stor opmærksomhed. Et med den hollandske islamkritiker Geert Wilders og et andet med en repræsentant fra det græske højrenationalistiske parti Gyldent Daggry. Og den bornholmske borgmester fortalte da også, at der har været mange spørgsmål om netop de to arrangementer. 

"Mange har spurgt, om jeg hellere ville have været foruden de to arrangementer," sagde Winni Grosbøll og svarede selv:

"Tjaaaa!"

Hun understregede, at det kun er to arrangementer ud af omkring 2.600 i alt. Samtidig pegede hun på, at de omstridte gæster har fået både Folkemødet, men også resten af Danmark til at reflektere over rummelighed, og hvem der kan deltage i den demokratiske samtale. 

"Og det er måske ikke så skidt," sagde hun. 

Hvor er politikerne?
En anden ting, der har været meget snak om, er, hvor mange politikere der ville dukke op til Folkemødet - der som bekendt er endt med at ligge i valgkampens sidste og afgørende uge. Og der er da også markant færre folketingspolitikere til stede på Solskinsøen end i de foregående år. I alt kigger 47 medlemmer af Folketinget og ministre forbi Bornholm, hvorimod 127 folketingspolitikere deltog sidste år. 

Men selv om flere politikere har aflyst turen til Bornholm, er Winni Grosbøll ikke bekymret for, at valget kommer til at tromle Folkemødet.

"Der kom et andet perspektiv, da Helle Thorning-Schmidt trykkede på valgknappen. Men jeg er overbevist om, at vi giver den politiske debat nyt liv også i en valgkamp," sagde Winni Grosbøll og understregede:

"Folketingsvalget kommer ikke til at tage livet af Folkemødet. Men Folkemødet giver liv til folketingsvalget. Og det tror jeg, der er brug for."

Partilederne kommer dog alle til Bornholm. Senere torsdag går den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), på scenen og holder den første partiledertale på Folkemødet. Og de kommende dage følger resten af partilederne trop. 

Forrige artikel Blå blok danner fælles EU-front Blå blok danner fælles EU-front Næste artikel Lidegaard: Blå EU-kurs er knæfald for DF Lidegaard: Blå EU-kurs er knæfald for DF