Borgmester: De fattige må flytte til Lolland

GHETTOUDSPIL: Det skal være sværere for folk på sociale ydelser at flytte ind i ghettoerne. Det er en del af regeringens nye ghettoudspil. Ifølge Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) bliver det svært for fattige at finde en bolig i København.

Hvis regeringens ghettoudspil bliver til virkelighed i sin nuværende form, bliver det endnu sværere for fattige mennesker at finde en bolig i København.

Sådan lyder det fra teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen (EL).

”Konsekvensen bliver, at vi eksporterer folk ud af København. Folk er nødt til at flytte til Lolland, fordi det er der, de har råd til at bo,” siger Ninna Hedeager Olsen.

Som en del af regeringens ghettoudspil skal det blive sværere for folk på sociale ydelser at flytte ind i de udsatte boligområder.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev på torsdagens pressemøde spurgt om, hvorvidt regeringens udspil gør det svært for folk på overførselsindkomst at finde en bolig i København, hvis de ikke længere må bo i ghettoerne.

”Der er omkring 600.000 almene boliger i Danmark. Og der er vel 20.000, der ligger i de hårde ghettoområder," sagde statsministeren og fortsatte:

"De områder er præget af en skæv beboersammensætning, og det løser vi ikke ved at sætte flere ind, som er på offentlig forsørgelse.” 

Kommunernes ansvar
Et af regeringens initiativer, der skal gøre det sværere for folk på sociale ydelser at flytte ind i en ghetto, er, at kommunerne ikke må anvise boligsøgende til udsatte boligområder, hvis et medlem af husstanden i mindst et halvt år har modtaget enten integrationsydelse, kontanthjælp eller førtidspension. 

Dertil skal folk, der er under uddannelse eller har et arbejde, foran i køen til en bolig. Det er noget, man i København allerede gør brug af. 

Ifølge konservatives boligordfører Anders Johansson er det op til kommunerne at finde ud af, hvor folk på overførselsindkomst kan flytte hen, når de ikke længere kan flytte ud i ghettoerne.

”Det kan man bedst løse hver især lokalt ude i kommunerne,” siger Anders Johansson.

Men det bliver ifølge Ninna Hedeager Olsen svært i Københavns Kommune.

Blandt andet fordi det også skal være muligt for staten at pålægge en boligorganisation at rive en boligafdeling ned, hvis det på trods af en årelang indsats ikke er lykkedes at komme af med de sociale problemer. 

”Vi har i forvejen for få boliger, folk har råd til at bo i, så nytter det jo ikke at rive dem, vi har, ned. Men de er desværre centreret i nogle bestemte områder,” siger hun.

Er det ikke fair nok, at ikke alle kan have råd til at bo i København?

”København skal være med til at løfte et socialt ansvar og rumme borgere på lave indkomster. De skal ikke flytte til Lolland og blive endnu mere isolerede. Det er jo ikke dernede, de kommer i job,” siger Ninna Hedeager Olsen.

KL: Man eksporterer de sociale problemer
Ifølge formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg Thomas Kastrup-Larsen (S) er det ikke kun et københavnerproblem at finde billige boliger uden for ghettoområderne.

Og han frygter, at regeringens udspil kommer til at gå ud over i forvejen belastede kommuner.   

"Problemet er, når de sociale ydelser er blevet så lave, og folk skal finde boliger i kommuner, hvor der er pres på boligmarkedet, så er det så svært, at de bliver nødt til at flytte eksempelvis til Lolland," siger Thomas Kastrup-Larsen. 

Borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), har samme bekymring. 

"De er jo nødt til at have tag over hovedet, og jeg kan godt frygte, at vi pludselig kan se en tilflytning hertil. Vi er i forvejen den kommune med flest på overførselsindkomst, men vi kan ikke hjælpe alle," siger Holger Schou Rasmussen. 

Flere billige boliger i centrum
Ninna Hedeager Olesen efterspørger i stedet flere værktøjer til at åbne områder som Københavns indre by og Østerbro op, så folk på lav indkomst kan flytte ind blandt ressourcestærke borgere. Hun foreslår blandt andet, at Københavns Kommune skal have lov at sælge byggegrunde til almene boligselskaber til under markedsværdien eller give huslejetilskud.

”Hvis ikke vi kan sælge grunde til de almene selskaber til under markedsværdi, så bliver selv de almene boliger dyre. Hvis ikke vi kan give huslejetilskud, kan folk med meget lave indkomster kun bo i de gamle almene afdelinger, som er billigere, fordi de har været der i mange år,” siger hun.

Forrige artikel Regeringen vil knuse medicoindustriens flaskehals Regeringen vil knuse medicoindustriens flaskehals Næste artikel Dagens overblik: Bondo har tilbudt at trække sig som OK18-forhandler Dagens overblik: Bondo har tilbudt at trække sig som OK18-forhandler