Borgmester: At afvise behovet for en ghettopakke er ren selvbenægtelse
REPLIK: Behovet for en ghettopakke kan tilskrives boligselskabernes manglende evne til at løse udfordringerne med parallelsamfund, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Derfor er det da også paradoksalt, når selv samme boligselskaber argumenterer imod ghettopakken.
Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, København
I et indlæg her på Altinget skriver Camilla Hegnsborg og Kaare Vestermann fra Danmarks Almene Boligers Kreds 1, at der ikke eksisterer parallelsamfund. Det virker en anelse paradoksalt, når deres argumentation samtidig er fuldstændig afskåret fra den virkelighed, resten af Danmark befinder sig i.
De insisterer på, at der slet ikke er brug for en ghettopakke, og at de er i fuld gang med at løse de udfordringer, der måtte være i de udsatte boligområder.
Det svarer lidt til kaptajnen på det synkende skib, der - med skroget dybt nede i det iskolde vand -glæder sig over, at kursen og vinden trods alt ser god ud.
Frem med løsningerne
For mellem linjerne i indlægget står skrevet, at hvis vi bare lader alt være som tidligere, så skal de nok løse udfordringerne i de udsatte boligområder med manglende uddannelse, arbejdsløshed, forringede sundhedstilstande, negativ social arv, kriminalitet og manglende tilknytning til det omgivende samfund.
Hvordan det skal foregå, står der desværre ikke et ord om. Så vi må altså nøjes med at tage deres ord for, at de kan skabe den selv samme forandring, som boligselskaberne ikke er lykkedes med i en lang årrække.
Forfatterne vælger således at hoppe let over, at grunden til, at der overhovedet er behov for en ghettopakke, er boligselskabernes manglende evne til at løse udfordringerne.
Ghettoaftale skaber muligheder
Jeg kan sådan set godt forstå, at det er mest behageligt at gøre, som man plejer: At holde stædigt fast i en tankegang om, at så længe en delegation fra Hong Kong kommer forbi i ny og næ og forbløffes over, at vi har almene boliger, så er alt liv og glade dage.
Problemet er bare, at den form for selvbenægtelse tager alle de personer i udsatte boligområder, der har brug for hjælp, som gidsler. Alle dem, som inderst inde drømmer om et liv, hvor de kan være rollemodeller for deres børn, indfri deres potentiale og være en aktiv del af samfundet.
Det får de kun muligheden for, hvis vi tør gøre det anderledes. Hvis vi insisterer på at skabe en positiv udvikling i de udsatte boligområder og tage de tiltag, der er nødvendige for at nå dertil. Det er bestemt ikke let, men det er nødvendigt. Derfor er jeg også glad for, at vi har fået en bred politisk ghettoaftale, der giver kommunerne en række nye værktøjer. Det er der brug for.
Konstruktivitet frem for pessimisme
Det ved jeg også, at flere af hovedstadens boligselskaber - og heldigvis også de boligselskaber, der er repræsenteret i byens to "hårde ghettoområder", Tingbjerg og Mjølnerparken – er helt enige i.
Jeg er løbende i dialog med både selskaberne og andre aktører i de udsatte boligområder i København, og jeg følger planerne for udviklingen af områderne tæt. Og da jeg forleden deltog i Partnerskabsforum med boligselskaberne, var den nedtrykthed, som de to BL-repræsentanter lægger for dagen, slet ikke til at finde blandt selskaberne.
De har en anden, langt mere konstruktiv tilgang, og uanset det pessimistiske indlæg fra BL's 1. Kreds, så føler jeg mig overbevist om, at vi sammen nok skal få vendt udviklingen og skabt nogle stærke fællesskaber, som i stedet for at afskære sig fra det omgivende samfund vil række ud imod det til glæde for både nuværende og kommende generationer af beboere.
Helveg efter ny rapport: Europol-aftale degraderer dansk politi
Radikale: DF gør os andre til grin
