Borgerligt overtag på de fleste politikområder

MENINGSMÅLING: Regeringen taber på syv ud af ti centrale politikområder og bliver helt bortdømt i værdipolitikken. Kun på miljø- og klimapolitik har regeringen et klart overtag.

Der er ikke meget trøst at hente for regeringen.
Vælgerne har langt mere tillid til de borgerlige, når det gælder den for tiden så afgørende økonomiske politik. Selv når det kommer til bekæmpelse af ledigheden, er der størst tiltro til den blå blok. Det viser en ny måling fra A&B Analyse foretaget for Altinget.dk. 

Undersøgelsen er særlig interessant, fordi der denne gang spørges til konkrete politikområder frem for troværdighed eller popularitet hos de enkelte ministre. Målingen afdækker altså i højere grad holdningen til den politiske substans end til de enkelte ministres troværdighed.

I meningsmålingen er et politisk repræsentativt udsnit af vælgerne blevet bedt om at vurdere, hvorvidt de anser den nuværende regering eller en borgerlig ledet regering som bedst til at varetage ti centrale politikområder. SRSF-regeringen taber på så mange vigtige områder, at tallene skal ændres drastisk, hvis regeringen skal gøre sig håb om at overleve næste valg.

Værdipolitisk mareridt
Værst står det til på udenrigs- og forsvarspolitikken samt på udlændingepolitikken. I begge tilfælde mener ca. 63 procent mod 37, at de borgerlige er de bedste til at håndtere disse politikområder.

Udenrigspolitik og forsvarspolitik har ikke været afgørende i valgkampe de sidste 20 år, så de dårlige tal her kan regeringen til nød leve med.

Meget værre er det, at de borgerlige igen har etableret et knusende overtag på udlændingepolitik, der afgjorde de tre første valg i det nye årtusind. Her er man atter endt i den kedelige situation, at omkring hver fjerde S-SF-vælger foretrækker de borgerlige til at styre udlændingepolitikken. Til sammenligning mener 97 procent af Venstres vælgere, at de borgerlige er bedst på dette område. Det var ellers et af de områder, hvor S og SF vandt ind på de borgerlige i S-SF-aksens tid.

Et lignende mønster gælder kriminalitet, selvom regeringen dog ikke står helt så svagt her. Men samlet set foretrækker over 60 procent af vælgerne de borgerlige til at håndtere dette område.

Tabt styrkeposition
Når det gælder den økonomiske politik anser 58,3 procent af vælgerne de borgerlige som bedst til styre økonomien. Vælgerne har altså på ingen måde kvitteret for finansminister Corydons (S) "forsigtighedsprincip" og meget stramme finanspolitik. Men her kan Thorning i det mindste glæde sig over fuld opbakning blandt sine tilbageværende vælgere.

Derimod foretrækker en tredjedel af de radikale vælgere en borgerlig hånd på den økonomiske rorpind, hvad der er bemærkelsesværdigt i betragtning af Radikales store indflydelse netop her.

Der er også størst tiltro til de borgerlige, når det gælder bekæmpelse af arbejdsløsheden. De borgerliges overtag er ganske vist spinkelt: 52,6 procent - men det er i sig selv et problem, at en S-ledet regering ikke vinder området klart. Bekæmpelse af ledighed har historisk været en socialdemokratisk force. 

Borgerlig EU-skepsis
Meningsmålingen understreger, at sommerens skattereform ikke har gjort vælgerne mildere stemt over for regeringens skattepolitik. 59,3 procent vil helst se en borgerlig skatteminister, men 40,7 procent hellere vil have den nuværende regerings skattepolitik

EU vinder de borgerlige ligeledes stort, selvom Thorning startede med at have EU-formandsskabet, og denne regering er den første, der har en permanent europaminister. 63,7 vil hellere have de borgerlige til at styre området, hvilket muligvis hænger sammen med, at EU-modstanden vokser såvel i befolkningen som hos partierne i den blå blok.

Folkeskolen som lyspunkt
Der er dog enkelte lyspunkter for den siddende regering: Den har et lille forspring på 51,7 procent mod 48,3 på folkeskolen, og A&B-meningsmålingen er endda foretaget før undervisningsminister Christine Antorinis udspil til en folkeskolereform blev fremlagt. Et udspil, der blev godt modtaget.

Folkeskolen er et af de få områder, hvor der en del borgerlige vælgere, der er mest tilfredse med den nuværende regerings politik.

Sundhed giver ligeledes et beskedent overtag til regeringssiden. Det er umiddelbart overraskende, fordi en anden A&B-måling for nylig gav et ret klart borgerligt forspring. Svarpanelet er det samme, så forklaringen må søges i spørgsmålsformuleringen: I den aktuelle formulering bliver "den nuværende regering" sat over for "en borgerlig regering", mens der i den tidligere undersøgelse blev spurgt, om en regering ledet af Thorning eller Løkke er bedst til at sikre et godt sundhedsvæsen.

Modviljen mod Thorning som person kan således have spillet ind i den forrige måling, mens det omvendt kan have en positiv effekt for den borgerlige side, at Lars Løkke Rasmussen (V) som tidligere sundhedsminister nævnes ved navn. Dertil kommer, at der i den tidligere undersøgelse var mulighed for at svare "ved ikke" til spørgsmålet. I den aktuelle undersøgelse er "ved ikke" gået ud.

De blå blev aldrig grønne
Miljøminister Ida Auken (SF) og klimaminister Martin Lidegaard (R) er blandt de få ministre, der kan glæde sig over resultatet af målingen: Klima- og miljøpolitik er det eneste område, hvor regeringen vinder suverænt (57,3 procent mod 42,7).

Trods flere forsøg - mest seriøst med tidligere klimaminister Connie Hedegaard - er det aldrig lykkedes de borgerlige at få ordentlig greb om denne dagsorden, hvor vælgerne helt konsekvent foretrækker rød blok. Her er der ligefrem omkring 40 procent af vælgerne fra Konservative og Dansk Folkeparti den foretrækker den nuværende regering.

Desværre for regeringen er miljø og klima ikke lige det, der afgør et valg.
For at klare skærene skal Thorning som minimum have et klart overtag på bekæmpelse af arbejdsløshed - og nederlagene på økonomi og værdipolitik må ikke antage de nuværende dimensioner.

Der er meget langt hjem for trekantsregeringen.

Forrige artikel 17. december: Manu Sareen 17. december: Manu Sareen Næste artikel Altinget | EU udgiver nyt magasin om demokrati Altinget | EU udgiver nyt magasin om demokrati