Børsting aflyser 1. maj-turne grundet uheld

LO-formand Harald Børsting kom i weekenden til skade og er derfor nødt til at aflyse sin tale-turné i Jylland og på Fyn 1. maj.

Harald Børsting er faldet uheldigt og har fået et kompliceret brud på arm og skulder. Det er endnu uvist, om det er nødvendigt med en operation. Det fortæller kommunikationschef Jeppe Bruus i en pressemeddelelse. Børsting selv er meget ærgerlig over, at han i år ikke får mulighed for at tage landet rundt og holde tale: "Jeg har længe set frem til denne 1. maj, og til at møde alle vores gode faglige folk rundt om i landet. Mit budskab til danskerne i år er, at vi skal stille skarpt på de vigtigste udfordringer, vi har foran os. Her kommer vækst og job ind på en førsteplads. At få skabt job må og skal være hovedprioritet, så vi kan få bragt arbejdsløsheden ned," siger LO-formanden.
Forrige artikel Mette Boye suppleant for Ida Auken Næste artikel Løkkes søn stiller op i Region Hovedstaden