Bødskov står til at ryge ud af Folketinget

PROGNOSE: Socialdemokratiets meningsmålinger er nu så dårlige, at en af partiets topministre er i farezonen ved et valg. Hvis der var valg nu, ville justitsminister Morten Bødskov (S) ryge helt ud af Folketinget.

Hvis der var valg nu, ville justitsminister Morten Bødskov (S) ikke alene miste sin ministerpost. Vælgerne ville sende ham helt ud af Folketinget.

Det viser Altinget.dks prognose, der er baseret på beregninger af april måneds meningsmålinger foretaget af valgforsker professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet.

De historisk dårlige meningsmålinger for Socialdemokratiet betyder, at partiet kun står til at få 28 mandater mod 44 mandater ved sidste valg. Med den seneste tilbagegang står S nu til at miste ikke bare ét mandat, men ifølge prognosen hele to af sine fire mandater i Københavns Omegns Storkreds.

Her er Morten Bødskov valgt ind på det tredje kredsmandat for S. Derfor må Morten Bødskov efter alt at dømme se sig om efter et nyt job uden for politik, hvis der bliver udskrevet valg med de nuværende meningsmålinger.

Den dårlige nyhed for Morten Bødskov kommer samtidig med, at han i forvejen modtager stor kritik for sit forslag til en ny offentlighedslov fra både S-baglandet og pressen.
 
Bødskov kan næppe slå Lykketoft
Så længe S står til at miste to af sine fire mandater i Københavns Omegns Storkreds, vil Bødskov næppe kunne formå at opnå genvalg.

I Københavns Omegn tager beskæftigelsesminister Mette Frederiksen med stor sikkerhed det første S-mandat, og tidligere S-formand Mogens Lykketoft er klar favorit til at tage det andet mandat. Lykketoft fik ved sidste valg 9.181 personlige stemmer, hvilket var cirka 3.100 flere end Bødskovs 6.082.

Intet tyder på, at Morten Bødskov kan indhente Lykketoft ved næste valg. Bødskovs popularitet er således kommet under pres som følge af kritikken af forslaget til en ny offentlighedslov, der er ganske upopulær i S-baglandet. 

Samtidig har Lykketoft som formand for Folketinget haft en mere fri position til at imødekomme de skuffede S-vælgere. Han har flere gange kritiseret regeringen og S-toppen for at føre en for borgerlig økonomisk politik senest ved at kritisere lettelserne i selskabsskatten.

Det fjerde S-mandat i Københavns Omegn sidder Sophie Hæstorp Andersen på. Hun står altså heller ikke til genvalg, men hun genopstiller slet ikke til næste folketingsvalg. Hun er i stedet Socialdemokratiets spidskandidat til posten som regionsborgmester i Region Hovedstaden ved regionsrådsvalget i 2013.


Læs hele artiklen på Altinget | Christiansborg (kræver abonnement)

Forrige artikel Østergaard: Vi skal have flere faglærte arbejdere Østergaard: Vi skal have flere faglærte arbejdere Næste artikel Corydon kritiserer voksende EU-budget Corydon kritiserer voksende EU-budget